Rejseblog fra Sydamerika

Man skulle naesten tro at rejsefortaellingerne var slut efter at "De tre muskterer" var vendt hjem fra den store rejse i Sydamerika...

MEN, det er IKKE tilfaeldet...!

Een af de tre fortsatte nemlig rejsen mod Oesten med sin bedre og smukkere halvdel ved sin side...

Foelg med i Stine og Min's rejse i Vietnam, Cambodja og Thailand paa:

www.avnstorp.travellerspoint.com

Knus og kram
Magnus

Efter at have faaet dyreelskerne derhjemme til at graede over vores brutale spisevaner, skulle vi besoege det 6. og sidste land paa vores tur - Venezuela.
Vi havde hoert meget godt og daarligt om landet inden vi tog afsted, men isaer en del om landets praesident, Hugo Chavez. Nogle ser ham som en staerk socialistisk politiker der giver international modvaegt til Bush, mens andre ser ham som en excentrisk quasi-diktator. Under alle omstaendigheder vaagnede han om en torsdag, og besluttede at rykke hele landets tidszone en halv time tilbage efterfoelgende mandag, for ikke at dele tidszone med noget sted i USA..

Vi ankom til Caracas uden billet til Margarita, da vi ikke kunne bestille hjemmefra, og rejsebureauerne i Quito meldte alt booket - dog flyver der 5-10 fly til Margarita dagligt, saa vi fik at vide at det ikke var noget problem at koebe i lufthavnen.
Da vi gik fra den internationale til den nationale terminal, fik vi at vide, at vi skulle flytte vores tasker fra en vogn til en anden af en af de officielle lufthavnsmedarbejdere. Han koerte saa vores tasker 25 meter hen til en billetluge, og bad derefter om 10$. Vi ses, goegler! Landet er meget korrupt, saa man skal passe paa med at stole for meget paa autoriteter.
Vi fik spist ham af med lidt smaapenge, og fortsatte med vores billetkoeb - for at finde ud af at de havde alt udsolgt for dagen. Vi checkede de 5 andre bureauer der havde afgange samme dag, og de sagde det samme. Fuck!
Med udsigt til at skulle bruge minimum en dag i Caracas, som anses for Sydamerikas farligste by (vi fik at vide at der bliver draebt 200 mennesker der - hver weekend!) var stemningen riiiiimelig hoej.
Vi fik dog at vide at der muligvis var nogle standby-billetter der blev solgt kl. 15. Vi ventede nervoest, og fik endelig at vide at der var billeter - til en afgang kl. 15.30 der ikke var lettet endnu!
Vi koebte billeterne, rushede igennem check-in (de er fuldstaendig ligeglade om saa man havde 5 liter vand i haandbagagen), og naaede ud til gaten - kun for at finde ud af at vi havde masser af tid. Vi havde i farten glemt alt om den ekstra halve time vi skulle saette uret tilbage :-)

Vi laente os tilbage i saederne, og ankom efter en lille time til Margarita i hoej solskin og 35 grader og ingen stress - aaaaahhhh

Vi startede med at bruge et par dage i den stoerste by paa oeen, Porlamar. Oeen bliver mange steder beskrevet som en dejlig oe med masser af liv og fest, og masser af billigt toej og lir - men de sidste par aar er der sket store aendringer paa oeen.
Porlamar er derfor ikke en speciel hyggelig by og priserne er hoeje, selv i forhold til Danmark. Vi besluttede os derfor for at komme til stranden hurtigst muligt.

Vi fandt et lille gaestehus, Hotel Iguazul, naer stranden El Agua, hvor vi lejede en stor lejlighed 25 meter fra vandet - yessir!

Om formiddagen solede vi paa stranden, om eftermiddagen saa vi EM-bold, og om aftenen chillede vi i poolen med en kold oel - lige til at klare

De tre musketerer findes skam ogsaa i Venezuela!

For at blende bedre med lokalbefolkningen, matte vi antage vores bedste gangsterlooks - nu med overskaeg!

Ifoelge Lonely Planet er Venezuela det land i verden med flest skoenhedssaloner - der er 1 for hver 2 restauranter og cafeer! Landet har vundet utallige Miss World og Miss Universe titler, og ALLE kvinder gaar op i deres udseende -
man ser gerne 60-aarige sminke sig i bussen.
Det kommer til udtryk i det let overdrevede kvindeideal:

..og det smukke mandeideal :-)

Efter at have brugt et par dage ved Playa El Agua, ville vi videre paa oeen. Vores lejlighed var laekker, men det lokale supermarked havde ingen friske varer, og vi var ved at blive traette af ris/pasta med tomatsovs med oliven/kapers/majs/tun/ansjoser.

Vi tog en bus videre til byen Juangriego, som har ry for at vaere mere et backpacker sted. Vi havde fundet et hyggeligt lille hostel, Hotel El Fuerte, hvor vi indlogerede os. Ejerne var franske, saa vi fik ogsaa mulighed for at stoeve vores skolefransk op igen :-)
Til hoejre for os ligger et hostel ejet af hollaendere, overfor en bar ejet af en nordmand, og til venstre en restaurant ejet af en svensker - saa vi har spist kottbullar, snakket politik med en normand, og set en masse fodbold paa det hollandske hostel :-)

Bartenderen var meget selvsikker, og overbevist om at Holland nok skulle vinde det hele - han blev saa lidt stille i dag, efter at de blev loebet over ende af russerne!

Der er en del lokale fiskere, og en af dem sejler i denne fine baad :-)

(at baade har kvindenavne undgaar vi saa at komme naermere ind paa her)

Rygtet om de tre nu lidt mindre blege vikinger var loebet os i forkoebet, saa vi blev hijacket til livreddere paa den lokale strand.

"Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii'll beeee waiting...."

Vi har siden ankomsten set lidt mere fodbold, drukket en enkelt øl mere, og goeglet lidt mere paa stranden:

Jeg praesenterer - goeglerne fra floden Prut!

Nu synger vores tur paa sidste vers, og vi vender snart tilbage tilbage til Danmark og tilsyneladende daarligt vejr, saa vi slikker den sidste sol i os med glaede.
Dette bliver derfor det sidste indlaeg paa denne blog (i denne omgang? ), saa jeg og vi haaber som sagt at I har nydt at laese med herhjemme - vi har i hvert fald haft det sjovt med at skrive den :-)

Vi glaeder os til at se jer alle sammen, og fortaelle og vise meget mere end der har vaeret plads til paa denne blog :-)

Knus, kys og lovs Rasmus, Aske og Magnus

Efter vores fabelagtige tur til Galapagos floej vi tilbage til Ecuadors Hovedstad, Quito. Byen er behagelig, indbyggerne er imoedekoemmende, og det er halvt saa dyrt som paa Galapagos - hvilket vores skrantende budget havde godt af...

Vi havde tidligere talt om hvor smukt det kunne vaere, at se sit navn paa et skilt naar man blev modtaget i lufthavenen - og pludselig var det der! Hr. Rogvi's navn stod med store bogstaver - vores rejsebureau havde arrangeret afhentning i lufthavnen. Ja ja da, De tre musketerer er blevet store kanoner!

Aftenen brugte vi paa at slappe af og forsoege at loese vores pengeproblem. Da faldt valget selvfoelgelig paa Quito's "Plaza Casino". Med vores skarpe skandinaviske hjerner havde vi jo tidligere tjent godt med dollars paa Casinoer - saa hvorfor ikke proeve at goere det igen?
Selvfoelgelig endte vi alle med at gaa derfra med vaesentlig faerre penge paa lommen...

Naeste dag tog vi rundt i Quito, som er en flot by liggende i 2850 meters hoejde:

Som i Rio D'Janeiro findes i Quito ogsaa en skytsengel som vaager over byen.

Vi kom ogsaa forbi en flot katedral:

Samme dag tog vi forbi vores rejsebureau "Zenith Travel" for at hoere om Venezuela. Her erfarede vi at Zenith Travel havde specialiseret sig i Gay Travel Tours... Blandt andet tilboed bureauet Exclusive Lesbian Cruises til Galapagos... - vi takkede for ikke at vaere endt paa et af disse! Dertil undrede Aske og jeg os over, om Rogvi mon havde haft skumle skumle planer da han bestilte rejsen hjemmefra...???

Naeste dag tog vi til "La mitat del Mundo" (Verdens midte), som ligger 1,5 time udenfor Quito. I 1979 udregnedes praecis hvor ekvator laa, saa her skulle da bygges et monument! De regnede ikke desto mindre 240 meter forkert, men det skulle ikke hindre de tre muskterer i et hurtigt visit:

Fiskesmoothie!!!

Her stod vi altsaa ud fra 1979's opfattelse paa baade den nordlige og sydlige halvkugle:

De nu veltraenede vikinger fortsatte deres akrobatiske parkour/caboiera-linje fra Machu Picchu...!

Herefter gik vi de 240 meter syd til den aegte ekvator, som nu til dags er udregnet med amerikansk militaer GPS. Her kunne man udfoere forskellige eksperimenter angaaende equator.

Blandt andet blev jordens corioliskraft testet, ved et kar fyldt med vand, hvor proppen blev trukket ud. Her kunne ses, at paa selve ekvator loeb vandet lige ned. Syd for ekvator opstod en spiral som loeb med uret, mens spiralen nord for ekvator loeb mod uret! Der var her tale om det samme kar - stillet paa samme maade, og kun flyttet ca. 3 meter nord eller syd for equator!

Saa vidt vi ved paavirker jordens corioliskraft kun store vejrsystemer, og da slet ikke et lille vandkar som flyttes 6 meter til den anden side af ekvator??? Men det var aabenbart tilfaeldet??? Paa "Wikipedia" og i "Lonely Planet" staar der det samme...

Isaer troede vi ikke paa det, da de i "Mythbusters" paa TV3 havde aflivet denne myte ved at skylle ud paa et toilet... Mythbuster's er jo to meget serioese folk maa i forstaa!

The real deal - nu med forskellige himstergimster til tests...

Dertil skulle tyngdekraften, som paa ekvator traekker direkte nedad goere det nemmere at placere et aeg paa et soem. Det lykkedes os alle at genemfoere. Her ses Rogvi:

Guiden tog os ogsaa igennem en lille tour, hvor vi hoerte om Ecuadors Amazonas (som vi jo desvaerre ikke naaede denne gang, buhu):

Et stk lille anaconda og edderkopper...

I amazonas junglen blev indtil for faa aar siden (og bliver det sikkert stadig) lavet skrumpehoveder af menneskerhoveder! Det bliver oftest gjort af en fjende eller af en aeldre person, som opfattedes som staerk eller magisk. Ved at have denne persons hoved med sig, var det en slags skytsengel.

Her vises hvordan man laver skrumpehovedet:

Og resultatet, skrumpehovedet bliver ligesaa stort som den paagaeldende persons knyttede haand:

For at overleve i regnskoven skal man besidde faerdighederne i pusteroer med giftpile. Saa det skulle vi da proeve at skyde med!

Aske var dog den eneste som fik den famoese aere at kunne blive hoevding - da han var den eneste som ramte maalet.

Andre ramte bare helt ved siden af maalet...:

I Ecuador er det en stor kunst at kunne vaeve et flot taeppe. Her uddannes drengene til at vaeve...

Saa er jeg mere til den danske version, hvor drengene uddannes i at vaeve mundaevl...

Efter touren besluttede vi os for at proeve en af Ecuador's specialretter...

soede soede marsvin...

Aske kaeler for en soed lille een af slagsen...

Saa skal de da paa grillen...!

Jeg smager paa varerne...

Til alle dyreelskere som nu hader os grueligt, skal det siges at marsvin er en meget normal spise i Ecuador - og at de smager fortraeffeligt... Dertil var raekkefoelgen af billederne ikke helt korrekt. Vi saa ikke marsvinene inden vi spiste dem. Derimod saa vi dem bagefter og blev helt forargede og kaelede med de smaa stakler, hvis skaebne vi kendte til. Derefter skyndte vi os hjemad med en lidt daarlig mavefornemmelse over at have spist kaeledyr...

Nu er vi taget til Ihla Magarita i Venezuela hvor vi nyder den sidste uge paa sandstrandende og under palmerne, inden det gaar hjemad.

Dette er mit sidste indlaeg. Haaber I har nydt at foelge vores fantatiske rejse og synes det har vaeret spaendende og godt - ogsaa selvom vi spiser marsvin!...

knus og kram
Magnus

Vi har nu endelig faaet fremkaldt vores undervandsbilleder fra snorkel-turene paa baad-cruiset og fra de 4 dages dyk paa Galapagos. Kameraet var en aeldre model, som Magnus havde faaet lov til at laane af sine foraeldre. Billederne som er taget ved ringe sigtbarhed og daarlig belysning (primaert paa vores dybere dyk) kan derfor vaere en smule uskarpe.

Paa baadcruiset havde vi en hel del snorkelture, men det vil blive en lang og noget kedsommelig beskrivelse at skrive om de enkelte ture. Saa istedet for I her et lille potpourri af de flotteste snorkel-billeder:

Meget grim fisk, med bule i hoved.

Der var green sea turtles stort set hvert sted vi snorklede. Det er store, rolige skildpadder, som med ganske faa og langsomme bevaegelser kunne svoemme hurtigere end vi kunne!?

Magnus og skildpadde.

Aske og skildpadde.

Rasmus og skildpadde.

Vi snorklede i en lille lagune med soeloever under os.

Her ser vi Magnus og en af ungerne.

Rasmus og soeloeve.

Nysgerrig soeloeve svoemmer saa taet paa at kameraet ikke kan stille skarpt.

Der var utrolig mange fiskearter hvor vi snorklede. Her ser vi en stime kirurgfisk med de karakteristiske 3 hvide prikker paa hver side. Prikkerne er skarpe som en skalpel - heraf navnet.

Undervandskameraet kunne ogsaa bruges overvand:

Her er Rasmus og jeg (Aske) lige kommet op efter den famoese snorkeltur hvor jeg ramlede ind i koralvaeggen.

De 3 musketerer og deres maskot, en galapagos pingvin.

Vi havde 4 dage med dyk paa Galapagos - et foer cruiset med selskabet Albatros og 3 efter cruiset med Silberstein.

D. 28. Maj dykkede vi med det lille dykkerselskab Albatros ved oeen Floriana.
Her havde vi 2 dyk. Et ved Cormorant Point og et ved Champion. Gruppen bestod af 10 personer og en dykkerinstruktoer. Manden var sikkert en udemaerket dykker, men han havde ikke skyggen af lederevner eller gennemslagskraft saa som instruktoer var han ringe. Det endte med at det var 3 midaldrende italienske maend som ledede dykket.

Tigeraal. Laeg maerke til det karakteristiske moenster paa aalen.

Sting-rayen har en pil med gift ved halen. Det er et relativt fredeligt dyr som kun bruger sin brod til forsvar fx ved at traede paa den i strandkanten eller lige som Steve Earwin, samle den op med de bare naever og give den en god shaker!

Sting-ray.

6
Her ser vi en lille white tip reef shark. Arten er meget fredelig og naesten helt nuttet sammenlignet med de andre hajarter der er paa oeen.

2 white tips gemmer sig under en koralklippe.

Black sea turtle.

Da udstyret virkede noget gammelt og instruktoeren var en kegle valgte vi at skifte til selskabet Silberstein ved de resterende dyk paa oeen.

D. 6. Juni dykkede vi ved Mosquera island. Dykkerspottene hed Mosquera og El Cahal.

Koralvaeg med soepinsvin.

Da sigtbarheden var mindre god blev en del af billederne den dag ubrugelige.
Vi fik dog 2 gode billeder af hajer:


En black tip reef shark hale.

Ca. 2,5 meter lang Galapagos haj.

(laant billed) Her ses en Galapagos haj og man kan se hvorfor den kan forveksles med den meget aggressive hvide haj, som dog ikke findes paa Galapagos.

Vi saa ogsaa en stime paa 8-10 spotted eagle-rays

(laant billede)

Den 7. Juni dykkede vi ved Beagle rock.

En lille moraene.

I frokostpausen var vores hollandske dykkerinstruktoer Jan ude at snorkle. Lige pludselig kunne vi hoere ham raabe at vi skulle skynde os ud til ham. Han havde faaet oeje paa 2 manta-rays paa ca. 5 meter stoerrelse!!

Ordet "manta" er spansk og betyder taeppe. Rokken har faaet dette besynderlige navn da den kan blive op til 7 meter lang fra vingespids til vingespids og paa den maade ligne et kaempemaessigt taeppe.

Paa vores billeder er det svaert at se hvor store disse dyr er saa jeg har laant et lille billede

D. 8. Juni dykkede vi ved Gordon rock.
Vi havde nu allerede haft 6 dyk uden at se de freaky udseende hammerhajer De skulle vaere overalt omkring Galapagos, men hvor var de dumme fisk??
Gordon Rock skulle vaere den bedste mulighed for at se dem, da der her er meget kraftig stroem som er hajernes ynglings habitat. Stroemmen skylder hurtigt meget vand gennem gaellerne, som er noedvendigt for at hajerne kan faa daekket deres ilt behov.
For at faa lov til at dykke ved Gordon Rock kraevedes det at man havde en hel del erfaring og ekspertise, da det er et relativt svaert dyk med meget stroem. Vores hollandske instruktoer Jan havde dog set hvad vi kunne og gav os groent lys

Det foerste dyk saa vi ingenting ud over smaa fisk, vand og sten!? Det kunne ikke vaere rigtigt - ingen hammerhajer paa 7 dyk. Jeg kan roligt sige at vi var ved at blive en smule bekymrede for ikke at for dem at se overhovedet.

Andet dyk ved Gordon Rock og dermed ogsaa det aller sidste paa Galapagos...

Hurra! Endelig saa vi hammerhajer. En flok paa 4-5 hammerhajer svoemmede roligt mod stroemmen paa ca. 25 meters dybte, meget naer ved os. Meget fantastisk oplevelse.

Vi fik ved dette dyk ogsaa set nogle soeloeve hunner, som fangede fisk!

Efter dyk som har varet lang tid, eller hvor man har vaeret dybt, skal man lave et 3 min. safety stop paa 5 meters dybte (faktisk ogsaa et paa 15 meters dybde hvis man har vaeret super langt nede). Paa den maade faar man udaandet noget af den nitrogen man har ophobet i blodet og undgaar dykkersyge.
3 minutter er ikke lang tid, men for 3 goeglere som os kan det foeles som en evighed. Vi fandt derfor paa mange sjove ting som fx at slaa sten, saks, papir eller tage billeder af hinanden som laver spas:

Rasmus laver luft-ringe.

Aske

2 fede han-soeloever.

Da vi nu har under en uge af vores utrolige, fantastiske og oplevelsesrige tur tilbage bliver dette mit sidste bidrag til gruppens blog. Jeg haaber I har fundet mine skriblerier underholdende...

Love Aske

Naeste morgen startede vi med at sejle mod lufthavnen, smide de canadiske og hollandske par af, og fik 5 nye passagerer om bord - saa udover de to aeldre hollaendere fik vi et hollandsk par (hvor manden 24/7 opfoerte sig som klassens klovn), en pensioneret argentinsk laege, en 25-aarig engelsk flyingenioer og en belgisk revisor, saa vi var efterhaanden en noget broget, men lystig, forsamling

Vi sejlede herefter til Mosquera Island, til hvad vores guide betegnede som en 'sea lion kindergarten'. Vi fattede ikke helt hvad han mente, indtil vi naermede os land.

Da vi lagde til, samlede 10-15 babysoeloever sig straks omkring baaden, og begyndte at lege omkring den.
De var meget interesserede, og begyndt at bide i en af hollaendernes shorts!

Vi fik dog viftet dem vaek, da moderen nogle gange ikke vil genkende ungen hvis den lugter for meget af hollaender.
Hvis man viste for truende adfaerd, kom fatte dog og beskyttede ungerne:

Cesar fortalte igen meget entutiastisk om dyrenes 'corpulation, corpulation, corpulation'. Hvor flere af fuglene er monogame, har hver soeloeve-alfahan omkring 40-50 hunner - paa hver oe han besoeger og bestyrer! Vi blev hurtigt enige om hvilket dyr vi vil genfoedes som..

Vi snorklede herefter med soeloeverne, der var enormt legesyge (og holdt os i behoerig afstand fra hannen, der med sin kampvaegt paa smaa 300 kilo nok kunne saette selv en standhaftig viking ud af spil :-))
Nu har vi jo forsoegt med skiftende held med surfing, men det kunne vaere vi skulle laere noget af soeloeverne, der lystigt brugte boelgerne i braendingen til at surfe

Om eftermiddagen besoegte vi Santa Fé Island, der ogsaa er befolket af mange soeloever.

De laa og slaengede sig paa stranden, og fladede ud paa traestammer.

Udover soeloeverne er Mosquera ogsaa kendt for sine landiguaner, der lever af den kulinariske oplevelse toerre blade..

Efter at have snorklet med soeloeverne tog vi mod Santa Fé island. Hvor Mosquera er kendt for sine landiguaner, er Santa Fé kendt for sine sorte marine iguaner. Iguanerne er langt fra bange for mennesker, og poser gerne for kameraet

Naeste morgen startede vi med at sejle til Punta Suarez, der er mere kendt for sine fugle - her en Galapagos Hoeg:

I modsaetning til blue-footed boobier er deres faetter, Nazca boobier, lidt mindre wack, men ogsaa det kedeligere at se paa.

Paa oeen lever desuden er stort antal albatrosser. De er imponerende fugle, med et vingefang paa naesten 2.5 meter!

Albatrosser kan 8 forskellige dancemoves (bl.a. faegte med naebbet og vifte med vingerne), som de oever sig paa med flere forskellige partnere. Efterhaanden indsnaevres partneren dog til en enkelt og moenstrene indsnaevres, saa albatrosserne herefter har en partner for livet, som de danser en unik dans med :-)

Naer albatrossernes reder findes der saakaldte blowholes, hvor boelgerne faar en gejserlignende effekt naar de rammer kysten.

Vi lagde an ved en af Galapagos kendte farvede strande, denne gang en groen strand. Bag ved stranden laa en lille grumset soe, hvor nogle af oeens 40 flamingoer havde slaaet sig ned.

Da vi kom tilbage fra flamingoerne, cirklede 5-10 fregatfugle omkring nogle smaa huller paa stranden.

Vores guide skraemte dem vaek, og nede i hullet fandt vi ud af hvad fuglene havde vaeret saa interesserede i - denne lille, skraemte ven:

Vi fik hjulpet den lille skildpadde ud i havet, hvor den forhaabentligvis overlevede, og faar et godt liv paa 150 aar.

Naeste morgen vaagnede vi op til det fineste turkisblaa hav, ved Isla Bahia :-)

Paa Isla Bahia ligger et primitivt postkontor, som har eksisteret siden midten af 1700-tallet. Konceptet er simpelt - man laegger et brev/postkort, og venter paa at der er nogen der kommer forbi der skal hjem til et sted taet paa, som saa kan tage kortet med.

Der laa et enkelt postkort til DK som vi bringer med os hjem. Bagved det ubemandede postkontor ligger nogle huler som vi gik paa udforskning i. Vi havde 4 fesne lommelygter med til 10 personer, saa vi stavrede os frem i moerket - i den bagerste del af hulerne kommer havvandet ind, og man kunne svoemme gennem resten:

Herefter sejlede vi til Corona del Diablo, hvor noget af oeens fineste snorkling findes. Vi snorklede med havskildpadder, barracudaer, kaempe fiskestimer, og en blanding af white-tip og Galapagos hajer.
Paa et tidspunkt begyndt en hajerne at cirkle under os, og gik til angreb paa en fisk. Vores guide var meget forundet over at hajen begyndte at spise ved hoejlys dag - indtil vi kom op i baaden, og saa Askes skulder:

Under en gentlemanredning af en piges svoemmefod, havde han skrabet skulderen mod en klippe, og hans blod gjorde hajerne aggressive (omend de stadig ikke var interesserede i os, men i fiskene).
Arret giver nu anledning til vilde hajhistorier fra de syv have, til at charmere pigerne :-)

Eftermiddagen boed paa et sidste oebesoeg, hvor vi mest chillede paa de laekre strande

Sidstedagen boed paa et besoeg paa endnu en skildpaddefarm - denne gang fik vi lov til selv af give den som skildpadder

Efter dette blev vi sat af i byen (Puerto Ayora), hvor vi lejede en lejlighed af vores guide Cesar, og gjorde klar til at indtage Galapagos' undervandsscene - men mere om det naeste gang :-)

Knus, kys og lovs Rasmus

Den 27. maj floej vi fra Quito (Ecuador) 1000 km laengere mod vest, ud i Stillehavet for at finde Darwins oenskeoer. En professor i biologi fra University of Roosevelt, New York underholdt os under flyveturen. Han havde hvert aar, 25 aar i traek besoegt Galapagos og stoedte paa noget nyt hver gang - saa vi kunne bare glaede os!

Oerne er skabt af vulkaner, hvor flere stadig er aktive. Derfor vokser oerne konstant, mens flere mindre oer opstaar. Oerne har vaeret isolerede i tusinder af aar fra resten af verdens kontinenter. Forskellige arter af fugle og landdyr er kommet til oerne, men ingen egentlige rovdyr. Dette har medfoert, at de mest besynderlige gener er overlevet paa oerne og dyrene er blevet stoerre og federe uden nogen naturlig selektion. Dertil er dyrene ikke det mindste bange for mennesker, da de ingen naturlige fjender har - saa man kan komme helt taet paa...

Vi skulle i 8 dage se naermere paa disse oer ved et baadcruise som sejlede rundt imellem oerne, med tilhoerende dingy saa vi kunne komme i land og se dyrene helt taet paa.

Den foerste dag paa baadcruise var vi paa oen Santa Cruz, hvor vi saa Darwin Research Center:

For at sikre de 11 forskellige kaempeskildpaddearters overlevelse indsamles aeg fra de forsekllige oer. Herefter udklaekkes de i varmeskabe og holdes paa centret i 4 aar inden de igen saettes tilbage paa deres respektive oer. kaempeskildpadderne er maerket med nummer og farve efter oprindelsessted og alder.

Uheldigvis er der kun et eksemplar af den 11. art tilbage. Han ses ovenfor og hedder George og er omkring 150 aar gammel. De 11 forskellige arter kan ikke parres med hinanden - saa arten vil uddoe med Georges sidste udaanding. Dog havde han to hunskildpadder til at opvarte ham, saa hans sidste dage bliver ikke saa skidt endda

Vores guide Cesar imellem to aeldre landskildpadder

Her ses Aske ved siden af en hanskildpadde (En saddelart - og nej jeg kan ikke den specifikke). Krabaterne vejer omkring 250 kg og er over 100 aar gamle...

Galapagos er ogsaa kendt for deres Lava Lizards:

Dette er et forvokset firben, som kan blive op mod 30 centimeter og findes i forskellige farver.

Dertil findes paa oerne Galapagos Iguanas, baade land og vandarten:

Ovenfor et eksempel paa landarten.

Anden dag kom vi til Bartolome Island hvor vi stoedte paa naturen uden menneskelig indflydelse for foerste gang - hvilket var helt fantastisk! Stranden var kridhvid, vandet tyrkisblaat, solen skinnede, mens maerkelige krabber og iguanaer kravlede rundt paa lavaklipperne. I vandet svoemmede legesyge soelever omkring dingyen og over os floej maerkelige kaempefugle rundt...

Vandiguana paa stranden kigger interesseret op paa fotografen efter en svoemmetur.

ung soeloeve staar og siger "Baaah baaaah" i vandkanten...

Soeloeverne var ufatteligt dovne og laa rundt omkring paa klipperne og slikkede sol. Her ses en med Rogvi lige ved siden af.

Sally Lightfoot krabbe, som der findes i meget stort antal paa alle de forskellige klipper.

Iguana sidder og samler varme fra solen paa de sorte lavaklipper. Det er et koldblodsdyr og er derfor utrolig dovent i den staerke sol.

De 3 musketerer. En meget speciel og superior art som har ufattelig svaert ved at uddoe. I baggrunden ses vandet og de store boelger som konstant slaar ind over oerne.

Pelikan letter fra en klippe lige ved siden af os.

Fregat fugl flyvende over os paa oen. Vingefanget er paa 2,3 meter og fuglen har en karakterisk roed saek som den kan puste op for at imponere hunnen. En af de imponerende ting som virker fuldtaendig ligegyldigt evolutionsmaessigt.

Om aftenen sov vi paa baaden "Rumba", hvor der ogsaa var 6 andre passagere. Der spillede vi kort, saa DVD, laeste og spillede guitar og slappede af efter dagens flotte indtryk:

Den tredje dag gik begge motorer selvfoelgelig i stykker, saa vi saa naermere paa bartolome Island og James Island...

Bartolomes karakteristisk kendetegn er "Pinnacle Rock". Vi kunne ikke begribe hvordan klippen var kommet til at se saadan ud og havde loesnet sig fra resten af oen. Det var der dog en helt naturlig forklaring pa: Foer og under 2. verdenskrig holdt den amerikanske flaade oevelser paa Galapagos oerne. Og denne havde altsaa skudt til maals efter klippen - som saa tilfaeldigvis kom til at se saa karakteristisk ud... Stakkels Galapagos oer... ups USA...

Hold kaeft et par vikinger der er kommet til Galapagos!

Paa Bartolome Island saa vi nogle af de meget faa pingviner som bor paa galapagos. Guiden Cesar var helt oppe og koere - det er aabenbart meget sjaeldent at se saa mange af de 1500 stks der findes paa galapagos samlet.

Pingvinerne var mere sky end resten af dyrene paa oerne. Fx denne pingvin som skyndte sig at vandre tilbage til sin hule. Det er den eneste pingvinart paa den nordlige halvkugle og den mest sjaeldne art i verden.

James Islands graense ud til vandet var overgroet med mangrove hvori pelikanerne havde redder:

Hejren er ogsaa naaet til galapagos:

Naer oen stoedte vi for foerste gang paa bluefooted boobies!

Hanfuglen imponerer hunfuglen med sine kaempe blaa foedder...

James Island bestod af en speciel form for lava som er 750.000 aar gammel. Denne har lavet helt specielle formationer, hvor der ikke gror nogen vegetation:

Fjerde dag kom vi til Seymour Island som havde en enorm samling galapagos Fugle. Her en lille serie med vores yndlings klumpedumpe Bluefooted Boobie:

Her ses hannen og hunnen under parringslegen. Hannen forseoger at imponere hende med en vraltende dans og ved at sprede vingerne ud... Hunnen er ikke tilfreds og giver hannen en omgang med naebbet og flyver derefter vaek. Stakkels klumpedumpe...

Dertil saa vi mange fregatfugle. Den foerste toerrer sine vinger. Den naeste havde pustet sin roede bug op:

Og ja det er rigtig gaettet - fregatfuglen puster sig op for at imponere hunden for at ende med "corpulation corpulation corpulation", som guiden Cesar med stor begejstring udbroed hver gang han havde mulighed for det...

Vi stoedte ogsaa paa een styk doed lobster:

Og en stolt stor hanlandiguana:

Og en noget mere gnaven landiguana, som langsomt men sikkert proevede at angribe os:

Til slut stoedte vi paa flere soeloever hvor isaer een havde faaet en god idee. Den traengte til skygge og lagde sig derfor mageligt til rette langs traestammen:

Saa er det slut med part 1 af galapagos cruise... Glaed jer til part 2 hvor vi kommer taet paa flere maerkvaerdige dyr!

Knus og kram
Magnus

Hej allesammen. Lad mig starte med at sige jeg er ked af at vi ikke har skrevet noget foer paa bloggen, men vi i den sidste uge ikke har vaeret i naerheden af internet (forklaring foelger i naeste blogindlaeg).

Vi ankom til Quito i en af de saedvanlige skrammel-busser uden aircondission, froensede saedder som havde revet sig loes og med prustende, smaafjertende, overvaegtige peruvianske madammer. Heldigvis var det en kort koeretur fra Mancora paa soelle 19 timer og man kunne altid nyde den uforsaaelige spanske "giro 413" ligende pop, som tordnede ud af et par skrattende hoejtalere.

Rundt om Quito er der en del hoeje bjerge og brusende floder. Vi var rimelig hooket paa at bestige Cotopaxi da dette bjerg boed paa barske vejrforhold, smuk udsigt og massere af sne.

Peaken laa i 5.897 meters hoejte og da ingen af os var aklimatiserede maatte denne adventure maettede plan droppes Der var heldigvis andre muligheder for at faa pulsen lidt op og adrenalinen-spejlet til at stige Riverrafting i en svaerhedsgrad 4 paa en flod i naerheden af Otavalo - yes sir!

Til moedrene: Sikkerheden var fin og som bevis kan man her se os proever hjelme og redningsvaeste.

Det klassiske gruppebillede inden turen. Gruppen bestod af 2 guider, et ungt canadisk par, en fransk pige og os.

Derefter skulle vi laere nogle faa kommandoer inden det gik loes for alvor, som for eksempel ro baglaens i den ene og KUN den ene side, ro kraftigere og kast dig ned i baaden!

Da der havde vaeret et voldsomt regnvejr dagen forinden var floden kraftigere og flowet hurtigere, saa turen der normalt tog 1,5 time blev estimeret til 45 min. Svaerhedsgraeden gik derfor ogsaa fra 4 til 4+, eureca eureca

Her er vi saa afsted.

Vi sad paa kanten af gummibaaden og holdt krampangtig fast ved at saette foedderne i spaend. Det vivlende vand skyllede indover baaden og jeg fandt ved denne lejlighed ud af at mit ur ikke er vandtaet Det var en super fed tur specielt naar baaden blev skudt en meters penge op i luften og man kunne maerke at den eneste kontakt man havde med baaden var ens fastlaaste ankler. Der gik dog heller ikke lang tid foer den canatiske fyr faldt i floden og kom i klemme mellem baaden og en stor sten, men der skete ikke noget alvorligt ud over de "psykiske" men. Fyren var ikke den hurtigste knallert paa molen og uden at lyde alt for sexistisk roede han som en teenage toes. Hans kaereste var ikke meget bedre, da hun ikke forstod kommandoerne saa det var ca. fifty/fifty om hun roede forlaens eller baglaens!?? Disse 2 uslinge af et par blegfede, landkrabbe canadiere blev aarsagen til at guiderne valgte at stoppe raftingen paa halvvejen

Vi havde afleveret vores flipfloppers til driveren, saa den smertefulde og uforudsete/uoenskede gaatur gennem en naaleskov var lige prikken over i´et...

Om eftermiddagen gik vi paa marked i Otavalo og fik koebt en masse goegl og lidt gaver. Ecuador er kendt for deres production af hatte og jeg fik mig endelig en ny gringo hat. Her ser vi hatten placeret coket paa hovedet af gangsteren "baby-face"

De oevrige dage gik med almen hygge, saasom guitar-spil, Indianer Jones 4 biff tur, en tur til frisoeren med der tilhoerende gammeldags barbering med rave-kniv, en tur paa casino og spaseretur i den gamle bydel hvor vi fik set en masse gamle bygninger og flotte katedraler.

Lige nu befinder vi os paa Galapagos, hvor vi lige er kommet hjem fra 7 dages cruise... Men som sagt mere om det naeste gang!

Love Aske

Efter at have slappet af i Cuzco med bungeejump gik turen videre til Perus hovedstad Lima. Vi havde nu vaennet os til de laekre busser, saa turen paa 18 timer gik fint med brede saeder og spansk-synkroniserede film.
Vi havde faaet vores hostel i Cuzco (Loki Backpackers) til at reservere pladser hos deres filial i Lima, saa paa trods af en skarp taxachauffoer der ikke kunne kende forskel paa 120 og 1200 og derfor satte os af 11 blokke for tidligt, ankom vi uden problemer til hostellet.
Paa gaaturen til hostellet moedte vi et engelsk par, Craig og Sandra, som rejser mere eller mindre samme rute som
os og som vi derfor har moedt stort set alle steder siden vi stoedte paa dem i Rio.
De boede paa samme hostel, og vi moedtes i baren om aftenen til en enkelt oel, pool og bordtennis.

Sandra og Aske med kridt paa naesen (dog ikke for at beskytte mod saltvand).

Limas gader var afspaerret, og der var fyldt med mennesker, og kort tid efter blev vi beriget med et storslaaet optog gennem byen.
Optoget var en blanding af dansere, folk i lokale klaeder, balloner og en kaempe hyldest til - kartoflen!

Balloner, fint skjult i indkoebsvogne.

Den onde kapitalistiske (gringo?) kartoffel, fyldt med dollarsedler og roeg.

Skilte med nogle af Perus 40 kartofler (og her troede man at der kun fandtes Samsoe og lammefjordskartofler..)

Kartoflen med 30 oejne...?

Kartofler paa cykler.

Magnus og Chewbacca kartoflen.

Efter denne fantastiske kulturelle oplevelse traengte vi til mere underholdning, saa vi tog paa et af de mange lokale casinoer med Craig og Sandra.

Klar til at indtage casinoet!

Paa casinoet var der gratis drinks saa laenge man spillede, saa der blev satset ved poker og blackjack-bordene det meste af natten.
Naeste dag gik med at vandre rundt i byen og holde kontakten med folk derhjemme. Om aftenen tog Magnus og jeg paa casino igen, opildnet efter gaarsdagens gevinster , mens Aske blev paa hostellet og charmede piger med sin guitar (og muligvis et par dancemoves?).

Efter at have udforsket Lima ('s casinoer.. ) havde vi faaet nok af overskyet vejr og 20 grader, og bestilte billet videre til Mancora paa Perus vestkyst. Mancora har varmt vejr og gode surfmuligheder aaret rundt, saa vi fandt hurtigt stranden og noed solen.

Naeste dag skulle staa paa surfing. Jeg havde dog erhvervet mig en serioes maveinfektion efter at have spist lidt at den lokale fisk dagen foer, saa jeg tilbragte dagen paa toilettet
Imens gav Askeog Magnus den gas paa surfboardet - boelgerne i Mancora var mindre end vi har proevet, men ogsaa laengere, saa der var rent faktisk mulighed for at blive staaende paa boardet i mere end 1.5 sekund!

Paa trods af disse fremskridt skulle dette dog heller ikke vaere en af dagene hvor vi leverede et surfboard tilbage i fin stand, saa d'herrer maatte paent punge ud med 3x dagsleje af boardet for at betale for reparation af en finne.

Naeste dag havde de tre docteurs in spe's imponerende rejseapotek efterhaanden faaet styr paa min mave, saa efter at have set Champions League finale gik turen til stranden for at proeve lykken igen.
Vi fik alle surfet nogle paene ture - og tro det eller ej, men denne dag lykkedes det at levere boardet tilbage uden at skulle betale ekstra!
Om aftenen moedtes vi med to danske piger vi havde stoedt paa et par dage foer (Trine og Sofie), og to af deres veninder og spillede pyramide (det er ogsaa kommet til Jylland) og mimede til den lyse morgen (til stor undren og underholdning for de lokale )

Magnus og Sofie

Dette var sidste stop i Peru og vi tog videre til Quito, Ecuadors hovedstad, inden vi skal se Galapagos oeerne - men mere om det naeste gang :-)

Knus, kys og lovs Rasmus

Efter vores fantastiske 5 dages trek over Salkantay til Machu Picchu var vi temmeligt smadrede og hvordan hviler man bedst musklerne? - Korrekt man hopper da Bungeejump!

Vi undersoegte mulighederne efter at have hoert at sydamerikas hoejeste Bungeejump fandtes i Sydamerika og tilfaeldigvis lige udenfor Cuzco... Dagen efter hjemkomsten koebte vi derfor et hop hver og tog til "Action Valley".

Vi ankom til stedet og blev modtaget af en pige med et grin og saetningen: "Hallo boys! So you are ready to die??"... "Egentlig ikke", taenkte jeg, men grinede istedet af hendes sarkastisk morbide humor...

Hoppet var fra en kabine som var spaendt ud i en dal mellem 4 staalwirere, gaaende ud til hver sin klippe. Med en motor koerte kabinen op til intet mindre end 120 meter over jorden! Paa vores informationsvideo kunne man nedenfor se hvad lignede et redningsnet. Da vi ankom var dette opdagede vi dog en cirkel i cement... "hmm... Jordbaermarmelade?" - udbroed jeg ved tanken om at elastikken ikke holdt...

Til moedre og kaerester skal siges at udover elastikken som var bundet til hvert ben separat, ogsaa fandtes en sikkerhedsline, samt at vi saa andre hoppe inden os...

Aske var den foerste til at hoppe:

25 meter

90 meter

120 meter

Og der hoppes!

Dernaest kom Rogvi:

Min tur, rosinen i poelseenden:

Det var en helt fantastisk oplevelse som ogsaa er foreviget paa video oppe fra kabinen 120 meter over jorden. Her havde vi muligheden for at vaeve og nervoest sige "haaber vi ses mor og far..." Inden man saa os hoppe ud... Man kunne tydeligt maerke adrenalinet pumpe i kroppen da man kiggede ud over kanten fra kabinen og sagde farvel...

En af hundene paa jorden havde under mit hop fundet min ildelugtende sok, som den ikke ville af med... Efter megen baks med de legesyge hunde gav jeg dog op...

Her ses resultatet...

Sidste dag i Cuzco brugte vi paa "livets sande vaerdier". Yes sir - Inka Massage. Vi var paa gaden hver dag blevet paaraabt af peruvianske piger om massage til 20 soles (35 kr) for en time.
Aske og jeg kendte til de sande vaerdier - og tog selvfoelgelig imod tilbuddet, mens Rogvi valgte at skrive "Det store Machu Picchu indlaeg".

Aske og jeg faldt hurtigt i soevn til salig musik, mens Rogvi puklede med sit enorme indlaeg tsk tsk :-)

Nu er vi i Lima hvor her er gadefest, liv og glade dage.

Stort Knus Magnus

Efter at vaere ankommet til Cuzco skulle vi finde en trekkingtur til Machu Picchu.
Vi havde ikke vaeret ude i god nok tid til at bestille den klassiske Inka rute, som bliver udsolgt 3-6 maaneder i forvejen. Men der findes mange andre Inka ruter til Machu Picchu, den klassiske er bare den bedst kendte, og dermed ogsaa den dyreste (startpriser fra 400$, op til et par tusinde $ for et lettere selvmodsigende luksustrek med rigtig mad og hotelovernatninger).

Paa hovedpladsen i Cuzco findes der et utal af rejsebureauer og andre goeglere som ikke vil lade een vaere i fred - vi havde dog soegt lidt inden, og havde fundet et bureau der hed HikingPerú, der havde faaet okay tilbagemeldinger paa trods af absolut rimelige priser - et godt tegn var at der ikke stod nogle ude foran deres indgang, og proevede at fange en (jo mere desperat de proever at saelge noget, jo daarligere er produktet ofte).
Vi bestilte et trek til Machu Picchu der gik forbi Salkantay-passet til 160$ inkl. alle billetter, transfers, guide og mad - et trek paa 5 dage, ca. 80 km og en del hoejdemeter :-)

Vi blev hentet paa vores hostel naeste morgen kl. 4.30 (lige noget for 3 A-mennesker som os ), og blev koert til en bus, der koerte os videre til vores startdestination, Mollepata.

Vores gruppe var paa 8 mennesker - os tre, to fransk-canadiske broedre, to schweitzere og vores peruvianske guide, Bonet. Derudover havde vi to kokke & en hestehvisker med et par heste til at hjaelpe os.
Vi havde vaeret i Puno og La Paz foer, som begge ligger hoejere end Cuzco, saa vi var fint aklimatiseret til hoejden.
Fra Mollepata der ligger i 2850 meters hoejde, havde vi 7 timers vandring foran os, og en stigning paa i alt 1000 hoejdemeter.

Dagen var virkelig flot, og ret haard med en masse hoejdemeter - men os tre vikinger satte et haesblaesende tempo, saa vi ankom til lejren i fin tid

Vi fik serveret et dejligt maaltid halvkogte ris med en skive agurk og et stykke lama-koed, og til dessert fersken/opvaskemiddel budding - delicious

Vores campsite laa hoejt og rimelig udaekket, saa der blev ofte -5 grader om natten - vores telt kunne ikke lukke fuldstaendig, saa der blev spoonet igennem i loebet af natten for at holde varmen!

Naeste morgen blev vi vaekket med morgente kl. 5 (great!!), da vi havde den laengste dag foran os.

De tre halvtraette vikinger klar til endnu en dag.

Vi startede dagen med et par timers traven opad, da vi skulle naa det hoejeste punkt paa turen, Salkantay-passet, som ligger i 4600 meters hoejde.

Efter ca. 3 timers traven havde vi naaet toppen.

Efter at have sundet os lidt, boed resten af dagen paa cirka 7 timers gaaen nedad bakke. Det lyder umiddelbart lettere end at gaa op af bakke, men naar stien er smal og der er mange sten, er nedad bakke ikke specielt rart for knaene.
Vi kom dog hurtigt nedad, og holdt frokostpause i hoej solskin. Til frokost var der - surprise - ris!

Vi noed solen, og Aske fik en ny beundrer

Vi fortsatte nedad, og omgivelserne aendrede sig som vi kom laengere og laengere ned. Efter kort tid aendrede de snedklaedte landskaber sig til regnskov!

Stien var super smal, og paa den ene side var der en stejl skraent med 20-30 meter ned - lige plads til at heste der skulle den anden vej kunne passere!
Efter at have gaaet i 6 timer, og vaere naaet ned i 2600 meters hoejde, ankom vi til vores campsite for natten.
Vi havde holdt et godt tempo og havde tid til at besoege en varm kilde der laa i naerheden og bloedgoere vores traette foedder og nyde en enkelt oel

Om aftenen noed vi vores rismaaltid, og hyggede med gruppen. Mens vi sad og varmede os over en kop te var der en anden gruppe der ankom. De var gaaet en time tidligere end os, og ankom i fulstaendig moerke, 5 timer efter os. Da de endelig kom frem ventede der en lille overraskelse - deres heste var forsvundet, og de havde dermed ingen telte!
Vi spurgte hvilket selskab de rejste med, og fik at vide at det var Cave Tours. Cave betyder Vaer Opmaerksom paa latin, og det burde de nok have vaeret da de valgte rejseselskab..

Naeste dag fik vi lov til at sove helt til kl. 5.30 inden vi blev vaekket og skulle afsted igen.
Vi fortsatte i det semitropiske landskab, langs en stor flod.

Dagen boed paa mere regnskov, og en tur over denne flotte, stabile bro:

Og ja, det er knaekket bro der stikker ud for neden..

Efter i alt 6 timers trekking ankom vi til dagens campsite i byen Santa Teresa. Her saa vi hvordan et traditionelt peruviansk slagteri ser ud:

De interesserede medicinstuderende blev staaende og glanede i flere minutter og repeterede lidt anatomi (og var trods alt glade for at vi har en foedevarekontrol i DK)

Der laa ogsaa en varm kilde her, saa vi brugte endnu et par timer paa at loesne musklerne op i det varme vand.

Vi skulle vaelge om vi naeste morgen ville starte med en biltur paa en time, eller en gaatur af den samme vej paa fire timer - den billige rom tog beslutningen for os, og hele gruppen hyggede med rom/cola, faellessang (med Aske som en anden hvid Bob Marley) og piratbridge til langt ud paa aftenen (med vores aktuelle doegnrytme var det omkring kl. 11 )

Magnus viste at han stadig har soldaterinstinkerne siddende paa rygraden - da der blev raabt Artilleri! gik han direkte i flyverskjul!

Naeste morgen koerte vi fra campsitet kl. 7, til et vandkraftvaerk en times koersel derfra. Herfra skulle gik vi langs en jernbanestraekning - en gang imellem kom der et tog, og saa var det om at komme ud til siden

Efter 3 timers gang var vi naaet til Aguas Calientes (betyder varmt vand, hvilket er lidt ironisk eftersom de fleste steder netop mangler varmt vand..).

Man skal igennem Aguas Calientes for at komme til Machu Picchu. Man kan enten gaa derop, eller tage en bus - vores tur inkluderede en overnatning i Aguas Calientes og bus derop naeste morgen, saa vi ville komme foer alle turisterne der tog en 1-dags tur derop.
Saa naeste morgen stod vi op kl. 4 for at naa den foerste bus - nu var vi jo naesten vant til det
Vi ankom til Machu Picchu lidt i 6, med 5 mennesker foran os i koeen, saa vi var nogle af de foerste der kom ind i ruinerne. Det var ganske taaget da vi ankom (det er vi jo efterhaanden ogsaa vant til...), men taagen gav stedet en fantastisk stemning.
Machu Picchu betyder Det Gamle Bjerg, og man regner med at der har boet 2-300 mennesker, hvilket virker som ganske lidt stoerrelsen taget i betragtning - men foerst og fremmest var stedet et reliogioest center, og man forstaar godt hvorfor peruvianerne blev fortryllet af stedet!

Taagen lettede dog hurtigt, og da der ikke var mange turister paa dette tidspunkt, havde vi en super mulighed for at udforske det uden at blive overrendt af amerikanere

De tre musketerer - nu med 45% mindre fedt (efter 80 km trekking og ris til alle maaltider, passer det nok meget godt )

Det kan godt vaere at Inkaerne kunne klare meget - men det var til deres held at vikingerne aldrig naaede til Sydamerika

Vi besteg det store bjerg modsat ruinerne, Wayne Picchu, for at faa udsigten ud over ruinerne. Skyerne trak dog ind over bjerget, saa vi maatte nyde vores frokost med denne flotte udsigt:

Skyerne forsvandt dog ogsaa, saa vi kunne udforske og lege videre efter frokost:

Forskere siger at Machu Picchu synker lidt hver aar - maaske er det fordi de dumme turister dyrker for meget parkour paa stedet...?

Vi blev indtil kl. 13-14 stykker, hvor der begyndte at vaere rigtig mange mennesker, og tog derefter tilbage til Cuzco.
Alt i alt var det et fantastisk trek, og Machu Picchu var en kaempe oplevelelse. Vi har nu restitueret i Cuzco et par dage, og tager videre til Lima senere i dag.

Haaber alle har det godt derhjemme, og endnu en gang tillykke til Joergen og Kirsten - 112 aar, waaauw

Knus, kys og lovs Rasmus