Rejseblog fra Sydamerika

Efter at have slappet af i Cuzco med bungeejump gik turen videre til Perus hovedstad Lima. Vi havde nu vaennet os til de laekre busser, saa turen paa 18 timer gik fint med brede saeder og spansk-synkroniserede film.
Vi havde faaet vores hostel i Cuzco (Loki Backpackers) til at reservere pladser hos deres filial i Lima, saa paa trods af en skarp taxachauffoer der ikke kunne kende forskel paa 120 og 1200 og derfor satte os af 11 blokke for tidligt, ankom vi uden problemer til hostellet.
Paa gaaturen til hostellet moedte vi et engelsk par, Craig og Sandra, som rejser mere eller mindre samme rute som
os og som vi derfor har moedt stort set alle steder siden vi stoedte paa dem i Rio.
De boede paa samme hostel, og vi moedtes i baren om aftenen til en enkelt oel, pool og bordtennis.

Sandra og Aske med kridt paa naesen (dog ikke for at beskytte mod saltvand).

Limas gader var afspaerret, og der var fyldt med mennesker, og kort tid efter blev vi beriget med et storslaaet optog gennem byen.
Optoget var en blanding af dansere, folk i lokale klaeder, balloner og en kaempe hyldest til - kartoflen!

Balloner, fint skjult i indkoebsvogne.

Den onde kapitalistiske (gringo?) kartoffel, fyldt med dollarsedler og roeg.

Skilte med nogle af Perus 40 kartofler (og her troede man at der kun fandtes Samsoe og lammefjordskartofler..)

Kartoflen med 30 oejne...?

Kartofler paa cykler.

Magnus og Chewbacca kartoflen.

Efter denne fantastiske kulturelle oplevelse traengte vi til mere underholdning, saa vi tog paa et af de mange lokale casinoer med Craig og Sandra.

Klar til at indtage casinoet!

Paa casinoet var der gratis drinks saa laenge man spillede, saa der blev satset ved poker og blackjack-bordene det meste af natten.
Naeste dag gik med at vandre rundt i byen og holde kontakten med folk derhjemme. Om aftenen tog Magnus og jeg paa casino igen, opildnet efter gaarsdagens gevinster , mens Aske blev paa hostellet og charmede piger med sin guitar (og muligvis et par dancemoves?).

Efter at have udforsket Lima ('s casinoer.. ) havde vi faaet nok af overskyet vejr og 20 grader, og bestilte billet videre til Mancora paa Perus vestkyst. Mancora har varmt vejr og gode surfmuligheder aaret rundt, saa vi fandt hurtigt stranden og noed solen.

Naeste dag skulle staa paa surfing. Jeg havde dog erhvervet mig en serioes maveinfektion efter at have spist lidt at den lokale fisk dagen foer, saa jeg tilbragte dagen paa toilettet
Imens gav Askeog Magnus den gas paa surfboardet - boelgerne i Mancora var mindre end vi har proevet, men ogsaa laengere, saa der var rent faktisk mulighed for at blive staaende paa boardet i mere end 1.5 sekund!

Paa trods af disse fremskridt skulle dette dog heller ikke vaere en af dagene hvor vi leverede et surfboard tilbage i fin stand, saa d'herrer maatte paent punge ud med 3x dagsleje af boardet for at betale for reparation af en finne.

Naeste dag havde de tre docteurs in spe's imponerende rejseapotek efterhaanden faaet styr paa min mave, saa efter at have set Champions League finale gik turen til stranden for at proeve lykken igen.
Vi fik alle surfet nogle paene ture - og tro det eller ej, men denne dag lykkedes det at levere boardet tilbage uden at skulle betale ekstra!
Om aftenen moedtes vi med to danske piger vi havde stoedt paa et par dage foer (Trine og Sofie), og to af deres veninder og spillede pyramide (det er ogsaa kommet til Jylland) og mimede til den lyse morgen (til stor undren og underholdning for de lokale )

Magnus og Sofie

Dette var sidste stop i Peru og vi tog videre til Quito, Ecuadors hovedstad, inden vi skal se Galapagos oeerne - men mere om det naeste gang :-)

Knus, kys og lovs Rasmus

Efter vores fantastiske 5 dages trek over Salkantay til Machu Picchu var vi temmeligt smadrede og hvordan hviler man bedst musklerne? - Korrekt man hopper da Bungeejump!

Vi undersoegte mulighederne efter at have hoert at sydamerikas hoejeste Bungeejump fandtes i Sydamerika og tilfaeldigvis lige udenfor Cuzco... Dagen efter hjemkomsten koebte vi derfor et hop hver og tog til "Action Valley".

Vi ankom til stedet og blev modtaget af en pige med et grin og saetningen: "Hallo boys! So you are ready to die??"... "Egentlig ikke", taenkte jeg, men grinede istedet af hendes sarkastisk morbide humor...

Hoppet var fra en kabine som var spaendt ud i en dal mellem 4 staalwirere, gaaende ud til hver sin klippe. Med en motor koerte kabinen op til intet mindre end 120 meter over jorden! Paa vores informationsvideo kunne man nedenfor se hvad lignede et redningsnet. Da vi ankom var dette opdagede vi dog en cirkel i cement... "hmm... Jordbaermarmelade?" - udbroed jeg ved tanken om at elastikken ikke holdt...

Til moedre og kaerester skal siges at udover elastikken som var bundet til hvert ben separat, ogsaa fandtes en sikkerhedsline, samt at vi saa andre hoppe inden os...

Aske var den foerste til at hoppe:

25 meter

90 meter

120 meter

Og der hoppes!

Dernaest kom Rogvi:

Min tur, rosinen i poelseenden:

Det var en helt fantastisk oplevelse som ogsaa er foreviget paa video oppe fra kabinen 120 meter over jorden. Her havde vi muligheden for at vaeve og nervoest sige "haaber vi ses mor og far..." Inden man saa os hoppe ud... Man kunne tydeligt maerke adrenalinet pumpe i kroppen da man kiggede ud over kanten fra kabinen og sagde farvel...

En af hundene paa jorden havde under mit hop fundet min ildelugtende sok, som den ikke ville af med... Efter megen baks med de legesyge hunde gav jeg dog op...

Her ses resultatet...

Sidste dag i Cuzco brugte vi paa "livets sande vaerdier". Yes sir - Inka Massage. Vi var paa gaden hver dag blevet paaraabt af peruvianske piger om massage til 20 soles (35 kr) for en time.
Aske og jeg kendte til de sande vaerdier - og tog selvfoelgelig imod tilbuddet, mens Rogvi valgte at skrive "Det store Machu Picchu indlaeg".

Aske og jeg faldt hurtigt i soevn til salig musik, mens Rogvi puklede med sit enorme indlaeg tsk tsk :-)

Nu er vi i Lima hvor her er gadefest, liv og glade dage.

Stort Knus Magnus

Efter at vaere ankommet til Cuzco skulle vi finde en trekkingtur til Machu Picchu.
Vi havde ikke vaeret ude i god nok tid til at bestille den klassiske Inka rute, som bliver udsolgt 3-6 maaneder i forvejen. Men der findes mange andre Inka ruter til Machu Picchu, den klassiske er bare den bedst kendte, og dermed ogsaa den dyreste (startpriser fra 400$, op til et par tusinde $ for et lettere selvmodsigende luksustrek med rigtig mad og hotelovernatninger).

Paa hovedpladsen i Cuzco findes der et utal af rejsebureauer og andre goeglere som ikke vil lade een vaere i fred - vi havde dog soegt lidt inden, og havde fundet et bureau der hed HikingPerú, der havde faaet okay tilbagemeldinger paa trods af absolut rimelige priser - et godt tegn var at der ikke stod nogle ude foran deres indgang, og proevede at fange en (jo mere desperat de proever at saelge noget, jo daarligere er produktet ofte).
Vi bestilte et trek til Machu Picchu der gik forbi Salkantay-passet til 160$ inkl. alle billetter, transfers, guide og mad - et trek paa 5 dage, ca. 80 km og en del hoejdemeter :-)

Vi blev hentet paa vores hostel naeste morgen kl. 4.30 (lige noget for 3 A-mennesker som os ), og blev koert til en bus, der koerte os videre til vores startdestination, Mollepata.

Vores gruppe var paa 8 mennesker - os tre, to fransk-canadiske broedre, to schweitzere og vores peruvianske guide, Bonet. Derudover havde vi to kokke & en hestehvisker med et par heste til at hjaelpe os.
Vi havde vaeret i Puno og La Paz foer, som begge ligger hoejere end Cuzco, saa vi var fint aklimatiseret til hoejden.
Fra Mollepata der ligger i 2850 meters hoejde, havde vi 7 timers vandring foran os, og en stigning paa i alt 1000 hoejdemeter.

Dagen var virkelig flot, og ret haard med en masse hoejdemeter - men os tre vikinger satte et haesblaesende tempo, saa vi ankom til lejren i fin tid

Vi fik serveret et dejligt maaltid halvkogte ris med en skive agurk og et stykke lama-koed, og til dessert fersken/opvaskemiddel budding - delicious

Vores campsite laa hoejt og rimelig udaekket, saa der blev ofte -5 grader om natten - vores telt kunne ikke lukke fuldstaendig, saa der blev spoonet igennem i loebet af natten for at holde varmen!

Naeste morgen blev vi vaekket med morgente kl. 5 (great!!), da vi havde den laengste dag foran os.

De tre halvtraette vikinger klar til endnu en dag.

Vi startede dagen med et par timers traven opad, da vi skulle naa det hoejeste punkt paa turen, Salkantay-passet, som ligger i 4600 meters hoejde.

Efter ca. 3 timers traven havde vi naaet toppen.

Efter at have sundet os lidt, boed resten af dagen paa cirka 7 timers gaaen nedad bakke. Det lyder umiddelbart lettere end at gaa op af bakke, men naar stien er smal og der er mange sten, er nedad bakke ikke specielt rart for knaene.
Vi kom dog hurtigt nedad, og holdt frokostpause i hoej solskin. Til frokost var der - surprise - ris!

Vi noed solen, og Aske fik en ny beundrer

Vi fortsatte nedad, og omgivelserne aendrede sig som vi kom laengere og laengere ned. Efter kort tid aendrede de snedklaedte landskaber sig til regnskov!

Stien var super smal, og paa den ene side var der en stejl skraent med 20-30 meter ned - lige plads til at heste der skulle den anden vej kunne passere!
Efter at have gaaet i 6 timer, og vaere naaet ned i 2600 meters hoejde, ankom vi til vores campsite for natten.
Vi havde holdt et godt tempo og havde tid til at besoege en varm kilde der laa i naerheden og bloedgoere vores traette foedder og nyde en enkelt oel

Om aftenen noed vi vores rismaaltid, og hyggede med gruppen. Mens vi sad og varmede os over en kop te var der en anden gruppe der ankom. De var gaaet en time tidligere end os, og ankom i fulstaendig moerke, 5 timer efter os. Da de endelig kom frem ventede der en lille overraskelse - deres heste var forsvundet, og de havde dermed ingen telte!
Vi spurgte hvilket selskab de rejste med, og fik at vide at det var Cave Tours. Cave betyder Vaer Opmaerksom paa latin, og det burde de nok have vaeret da de valgte rejseselskab..

Naeste dag fik vi lov til at sove helt til kl. 5.30 inden vi blev vaekket og skulle afsted igen.
Vi fortsatte i det semitropiske landskab, langs en stor flod.

Dagen boed paa mere regnskov, og en tur over denne flotte, stabile bro:

Og ja, det er knaekket bro der stikker ud for neden..

Efter i alt 6 timers trekking ankom vi til dagens campsite i byen Santa Teresa. Her saa vi hvordan et traditionelt peruviansk slagteri ser ud:

De interesserede medicinstuderende blev staaende og glanede i flere minutter og repeterede lidt anatomi (og var trods alt glade for at vi har en foedevarekontrol i DK)

Der laa ogsaa en varm kilde her, saa vi brugte endnu et par timer paa at loesne musklerne op i det varme vand.

Vi skulle vaelge om vi naeste morgen ville starte med en biltur paa en time, eller en gaatur af den samme vej paa fire timer - den billige rom tog beslutningen for os, og hele gruppen hyggede med rom/cola, faellessang (med Aske som en anden hvid Bob Marley) og piratbridge til langt ud paa aftenen (med vores aktuelle doegnrytme var det omkring kl. 11 )

Magnus viste at han stadig har soldaterinstinkerne siddende paa rygraden - da der blev raabt Artilleri! gik han direkte i flyverskjul!

Naeste morgen koerte vi fra campsitet kl. 7, til et vandkraftvaerk en times koersel derfra. Herfra skulle gik vi langs en jernbanestraekning - en gang imellem kom der et tog, og saa var det om at komme ud til siden

Efter 3 timers gang var vi naaet til Aguas Calientes (betyder varmt vand, hvilket er lidt ironisk eftersom de fleste steder netop mangler varmt vand..).

Man skal igennem Aguas Calientes for at komme til Machu Picchu. Man kan enten gaa derop, eller tage en bus - vores tur inkluderede en overnatning i Aguas Calientes og bus derop naeste morgen, saa vi ville komme foer alle turisterne der tog en 1-dags tur derop.
Saa naeste morgen stod vi op kl. 4 for at naa den foerste bus - nu var vi jo naesten vant til det
Vi ankom til Machu Picchu lidt i 6, med 5 mennesker foran os i koeen, saa vi var nogle af de foerste der kom ind i ruinerne. Det var ganske taaget da vi ankom (det er vi jo efterhaanden ogsaa vant til...), men taagen gav stedet en fantastisk stemning.
Machu Picchu betyder Det Gamle Bjerg, og man regner med at der har boet 2-300 mennesker, hvilket virker som ganske lidt stoerrelsen taget i betragtning - men foerst og fremmest var stedet et reliogioest center, og man forstaar godt hvorfor peruvianerne blev fortryllet af stedet!

Taagen lettede dog hurtigt, og da der ikke var mange turister paa dette tidspunkt, havde vi en super mulighed for at udforske det uden at blive overrendt af amerikanere

De tre musketerer - nu med 45% mindre fedt (efter 80 km trekking og ris til alle maaltider, passer det nok meget godt )

Det kan godt vaere at Inkaerne kunne klare meget - men det var til deres held at vikingerne aldrig naaede til Sydamerika

Vi besteg det store bjerg modsat ruinerne, Wayne Picchu, for at faa udsigten ud over ruinerne. Skyerne trak dog ind over bjerget, saa vi maatte nyde vores frokost med denne flotte udsigt:

Skyerne forsvandt dog ogsaa, saa vi kunne udforske og lege videre efter frokost:

Forskere siger at Machu Picchu synker lidt hver aar - maaske er det fordi de dumme turister dyrker for meget parkour paa stedet...?

Vi blev indtil kl. 13-14 stykker, hvor der begyndte at vaere rigtig mange mennesker, og tog derefter tilbage til Cuzco.
Alt i alt var det et fantastisk trek, og Machu Picchu var en kaempe oplevelelse. Vi har nu restitueret i Cuzco et par dage, og tager videre til Lima senere i dag.

Haaber alle har det godt derhjemme, og endnu en gang tillykke til Joergen og Kirsten - 112 aar, waaauw

Knus, kys og lovs Rasmus

Efter nogle dejlige dage i La Paz tog vi til byen Puno, med bus, som ligger ved Titicaca soeen. Jeg havde det ikke super godt paa busturen pga. en mindre madforgiftning og maatte ud og sige "ULRIK!" paa toilettet

Vi koebte nogle billetter til en "klassisk touristet" baadtur paa Titicaca. Ikke noget jeg havde forventet vi ville goere paa rejsen, men nu meget hyggeligt alligevel Ud over os paa baaden var der en pensionistklub og et boesse-par fra Spanien, en hollandsk familie med 3 smaa uvortende piger, som mindede mig en del om mine egne trillinge lillesoestre, en brasilianer som led af hoejtesyge (senere fandt vi ud af at det goer de fleste brasilianere) og 2 amerikanske maend som var henholdsvis 80 og 81 aar?!?
Titicaca er i virkeligheden et sammensat inka ord. Titi som betyder farvet og caca som betyder puma. Saa en tilnaermet oversaettelse ville vaere "Den pumafarvede soe".

Kl 8:00 blev vi hentet i en tour-bus som koerte hele Puno rundt for at hente turisterne fra deres respektive hoteller. Vi var saa heldige at vaere de foerste og skulle derfor sidde en lille timestid i bussen foer vi naaede havnen

Turens foerste stop var ved de flydende oeer.
De var lavet af 1 meter muld og plante-roedder som virkede som en slags ponton og derpaa et tykt lag af siv lagt paa kryds og tvaers.

Oven paa denne oe-konstruktion byggede de saa huse, stole og parasoler af... Ja det er rigtig siv

De enkelte oeer var familieejede og vi blev budt velkommen paa oeen "Suchi Chata" som betyder noget i retning af "stenfisk". Beboerne gav os nogle af de friske siv som de brugte som et kulhydrats suplement til den daglige kost.

Jeg fandt ud af at Rogvi som barn har vaeret meget fascineret af sten og har brugt alle sine surt opsparede lommepenge paa den slags. Oeens beboere solgte en masse hjemmelavede dragter, skaale, halskaeder og ikke mindst massagesten, som er en slags fedtsten som de havde skaaret fordubninger i saa overfladen var ujaevn.

Forfaedrende paa disse oeer havde fundet ud af, at man ved hjaelp af en forfaerdelig masse siv kunne bygge en baad. For den soelle pris af 5 Soles fik vi en tur i en af disse baade, mens inka kvinderne stod paa siv oeen og vinkede og sang. Sangende var foerst nogle nogle gamle traditionelle sange fra oeen, men siden begyndte de at synge "Row your boat" og da de startede med "vamos ala playa" kunne jeg ikke laengere tage dem serioest.

Naeste (og sidste) stop var paa oeen Taquile hvor vi spiste en lille frokost bestaaende af suppe til forret og fisk eller omelet til hovedret. Jeg havde dog svaert ved at faa det ned da jeg stadig havde boevl med maven.

Den ene af de 2 gamle amerikanere havde stive, usikre ben og humpede en smule. Han havde muligvis reumatoid artritis i dexter acetabulum eller paa dansk slidgigt i hoejre hofte. De valgte derfor ikke at gaa den stejle vej til oeens midte hvor den eneste reelle by laa. Saa gammelfar fik bragt maden til baaden

Folket paa oeen havde forbudt pakdyr saasom heste, mulddyr, aeslaer og lamaer paa oeen, da disse ville lette deres arbejde saa meget, at de ville faa fritid!!! De mente at fritid var roden til alt ondt, da man saa blev doven og fik tid til at bagtale hinanden. Et andet saerpraeg ved folket var, at de var dygtige vaevere maend som kvinder. Vaeve kunsten blev overdraget mundligt og knyttede et staerkt baand mellem generationerne paa oeen.

I landsbyen laa en stor hal fyldt med vaevede beklaedningsgenstande. Den enkelte beboere paa oeen kunne vaelge at faa sine vaevede genstande solgt her hvor de fik en god pris for dem. Vi koebte hver nogle farvestraalende finger-vanter af lama uld som er noget saa behagelige at have paa.

Kl praecis 17:00 blev vi sat af paa fastlandet. Endnu en lang og oplevelsesrig dag var omme. Det var en noget touristet tur, men jeg ville som sagt stadig ikke havde vaeret foruden

Taquiles forfaedre skulle efter sigende havde sejlet til Puno og gaaet hele vejen til Cusco som de grundlagde. Vi vaelger at rejse i disse forfaedres fodspor, dog ikke til fods

Med venlig hilsen Aske

Saa fik vi oeget antallet af stempler i vores pas med et ikke helt planlagt Land: Bolivia.

Da vi traadte ud af flyveren fra Buenos Aires saas forskellen paa det civiliserede Argentina til det mindre udviklede og militaerstyrede Bolivia. Alle politifolk havde groenne militaeruniformer og stilte os straks op i en koe hvor man blev checket.

Vores taxachauffoer var ogsaa af en anden kaliber. Han paastod at have taxameter, men havde det ikke. herefter aftalte vi 50 bolivianers i alt (ogsaa kaldet Bobs - den er go nok). Da vi ankom til hostel var prisen selvfoelgelig 50 bobs per mand - no way sagde vi og gav ham 70 i alt og smuttede.

Hovedstaden La Paz er smukt belliggende i 3800 meters hoejde paa klippesider og i dalen mellem klippesiderne.

En stor del af indbyggerne i la Paz har indiansk oprindelse - dog kristne, hvilket blev vist i en lidt maerkvaerdig parrade. Drengene var i blaa skoleuniformer og underlige haetter, pigerne i kitler og pensionisterne i forskellige kjoler. Dertil kom militaerfolk og orkester og som kransekagefiguren en praest som gik rundt og sang i megafon, men som slet ikke lagde maerke til at han var 1,5 sekund efter folkemaengden...

Mange af de aeldre damer havde en helt speciel mode: Bowlerhatten. Den fandtes i forskellige variationer og med forskellige farvede baand. Placeringen skulle vaere lidt skraat. Dette smarte modefaenomen skyldes vist arven efter spanierne, hvor det var et statussymbol at have hoeje hatte og bowlerhatte...

Paa hostel boede hovedsagligt Irlaendere og Englaendere (De mener selv der er meget stor forskel), som vi i starten undrede os over hvorfor sov saa laenge, vroevlede eller talte alt for hurtigt med meget smaa pupiller. Det skulle den foerste aften vise sig at de alle var i La Paz for at faa billig kokain...

Aske havde som saedvanlig gang i en af de unge engelske kvindfolk (Lise), som ikke kunne slippe udenom hans charme. De tog derfor i byen med et slaeng englaendere for at feste. Baren de tog paa var dog ikke helt almindelig: Da Aske forseogte at spoerge om oelprisen misforstod bartenderen fuldstaendigt og hev en pose coke frem - ja det kostede skam 20 kr per gram coke...
Englaenderne havde allerede da koebt rigeligt med sne og placerede sig i en rundkreds om en kaempe bunke til op mod 1000 kr - saa var der sku fest!... Aske og den kommende forsvarsadvokat Lise benyttede sig dog ikke af tilbuddet, men saa til mens englaenderne efter hver bane forsvandt laengere og laengere vaek i taagerne... fx Dan som naegtede at drikke vand fordi han mente det var fra toiletkummen...

Den sidste dag besluttede vi os for at bevaege os yderligere ind i Bolivias underverden: Vi ville ind i det beroemte og brygtede San Pedro Prison. En af englaenderne havde telefonkontakt til en Sydafrikansk indsat, som bevilgede os adgang til faengslet. Vi fik besked paa at medbringe gaver, saa vi koebte 40-100 smoeger hver og en gang chokoladebarer.

Ved indgangen blev vi af vagterne checket i hoved og *** og blev derefter lukket ind igennem et stort metalhegn - Her efterlod vagterne os! Vi blev modtaget af en indsat, som viste os faengselsgaarden hvor der sad indsatte og chillede i solen. Herefter kom vi op i en af cellerne, hvor en af lederne tog imod os. Hans celle var naermere en 1 vaerelses lejlighed med stor seng og toilet. Her kunne vi ellers aflevere vores gaver og kunne koebe en rundtur i faengslet for 135 kr. per mand.

Paa rundturen kom vi forbi indsatte boern som spillede pool, styrketraeningsrummet og een af de stoerste bosser som havde en 3 etagers lejlighed. Han var columbianer og skulle eftersigende have siddet inde i 16 aar - for hvad turde vi slet ikke spoerge om... Han var dog meget imoedekommende og gav haand, hvorefter vi skulle vise hvor Danmark laa paa et verdenskort. Vi gav haand igen og smuttede tilbage til den foerste leder.

Den foerste leder som var portugiser var i overlegent straalende humoer. Han spurgte om vi traengte til noget - for her kunne man faa alt... Man var da naesten dum hvis man ikke koebte en joint for 5 kr. eller et gram coke for 10 kr...

Aske valgte dog at koebe en burger - hvilket han 24 timer senere grueligt skulle fortryde som kan ses paa billedet... :-)
Samtidig kunne Rogvi ikke tale pga en halsbakterie, saa det var en fantastisk hyggelig aften :-)

Derefter var der doemt informationsklub/diskussionsklub. Portugiseren fortalte at hvis vi var saa dumme at blive snuppet af vagterne med stoffer herinde ville vi omgaaende faa 7 maaneder i faengsel. Derefter ville man kunne sidde 2,5 aar uden egentlig rettergang mens bolivianske jurister langsomt startede ens sag... Alle undersoegte lige deres lommer endnu en gang... Rogvi og jeg proevede ogsaa at diskutere med ham, men han gad ikke engang lytte til hvad vi sagde...

I rummet sad ogsaa en narkosmugler som havde vaeret i faengsel 3 gange foer. Blandt andet havde han reddet fra pakistan til Iran paa kamel med 10 kg kokain. Herefter var han floejet til Sydafrika - hvor han blev knaldet...
Derudover fortalte portugiseren om den nye japaner i faengslet som de proevede at faa med i deres "broderskab". Han var lejemorder og arbejdede som snigskytte. Han havde skudt en japaner som skyldte penge med en riffel fra en lejlighed, men var blevet knaldet da politiet havde kunne se skuddet fra vinduet...

Efter en lang lektion i hvorfor misbrugerne var ligesaa slemme som dealerne og hvorfor coke skulle legaliseres og hvor stolt portugiseren var over at hele hans familie fra oldefar, farfar, ham selv osv. sad i faengsel, besluttede vi os for at betale os smutte ud af galehuset...

Da vi gik over gaardspladsen gik vi lige forbi en japaner siddende i stor tyk laederjakke og skulende mod os igennem sine solbriller. Med en rislen ned af ryggen skyndte vi os ud af faengslet.

Et eksempel paa knivstik fra faengslet...

Der er skrevet en bog om faengslet: "Marching Powder" som beskriver hvordan faengslet er sin egen verden med egne love. Man koeber selv sin celle af andre fanger og bliver medlem af et broderskab. Billederne paa bloggen her er fra http://www.marchingpowder.com

Siden vi skriver dette indlaeg overlevede vi jo - og det var en fantastisk intens og speciel oplevelse. Nu er vi i Cusco hvor her er en del mere fredeligt og indtil videre ingen bjerge af coke :-)

Imorgen tager vi paa et 5 dages trek til Machu Pichu saa der er sikkert ingen telefon forbindelse...

Over & Out
Magnus

Fra Iguaçu tog vi en bus til Buenos Aires (BA) i Argentina. Man kan koere med forskellige klasser af busser i sydamerika. Bussen var af klassen cama (dansk: rum) og var dyrere, men ogsaa langt mere komfortabel end de andre bus-typer. Det var ikke vores hensigt at vaelge den dyreste, men vi var ude i daarlig tid saa der var ikke andre at vaelge imellem.

I Buenos Aires boede vi paa hostlet "Clan YMCA" som var fyldt med unge, glade piger og drenge, yoga-instruktoerer, professionelle flamingo-guitarister og saerlinge og smaa-autister som havde boet paa hostlet i over 6 mdr!? Der var derfor stort set altid fest og farver paa stedet Det var dog svaert at sove for den pulserende techno musik fra hostlets bar som laa lige over det dorm vi sov i, men vi fik tilgengaeld hurtigt mange nye bekendskaber

Her Shah, en engelsk oekonomistuderende, som vi brugte en del tid sammen med.

Den foerste dag gik vi let rundt i byen for at se os omkring. Der gik ikke laenge foer en lille skiloejet argentiner lokkede os hen til en snusket lille restaurent for at spise frokost. Vi fik alle sammen en koed platte. Det lyder jo paa sin vis som en udemaerket herre frokost... Det var det IKKE!
Retten bestod af et indtoerret stykke kyllingebryst, noget umiskendelig oksekoed hvor 90% var fedtrand, faare nyrer og testikler og en blodpoelse

Vi kom forbi "The Pink Palace" som er en meget kendt bygning i BA. Man skulle dog bruge sin fantasi for at se den var pink, den var mere orangebrun... Hvad ved jeg jeg er jo farve blind

Her staar vi foren af palacet og en gammel sjov mand proever paa at saelge os pap-bogmaerker med stjernetegn paa. Normalt er det ikke noget for mig, men han ramte aabenbart et oemt punkt, for lige pludselig havde jeg koebt et ubrugeligt stykke pap hvor der stod skrevet med sirlige neon-farvede bogstaver "CANCER".

Vi kom forbi et marked med toej primaert for piger, smykker, hatte, mate-kopper (en form for te-kop) og andet ragelse. Da Rasmus manglede et par cowboybukser og jeg en paen skjorte blev vi haengende i nogle timer (dog i butikkerne med herretoej.. ).

Og hvem sku have troet det - paa markedet moedte vi ingen ringere end selveste Kim Larsen!

Magnus og Rogvi var ellevilde for at komme paa en natklubben "Pacha", som er en kaede af natklubber i en raekke storbyer rundt om i verden, hvor det virkelig sneer. Jeg var nu lidt flad og valgte at bruge aftenen paa hostlet med nogle Bob Dylan sange paa en ustemt guitar mens et par sumpede backpackers roeg noget fniseurt, laeste lidt skoenlitterat, drak en oel i baren og kyssede lidt paa en backpacker toes...

Magnus og Rogvi havde ogsaa haft en fantastisk aften paa Pacha, med drinks, pulserende lys, house musik og havde bogstavelig talt danset til den lyse morgen.

Klubben laa taet paa BA´s lufthavn, saa flyene floej taet over terrasen, mens solen stod op over byen!

Om soendagen ville de 2 fodboldtosser (Magnus og Rogvi) til Boca Junior kamp, saa det gjorde vi (naesten helt uden at de behoevede tvinge mig.. ).
Klubben skulle vaere en af de bedste i Sydamerika til at pleje nye talenter og skabe dygtige fodboldspillere, som saa senere rejser til europa for spille mod de store drenge.

Maradona blev f.eks `skabt´af Boca, og klubbens fans hylder ham stadig ekstremt.

Kampen var paa udebane mod aerkerivalerne "San Lorenzo" som laa paa en delt andenplads i den lokale liga med Boca Juniors. Da vi havde taget afsted med hostlet bestemte vi ikke saa meget hvor vi kom til at sidde saa vi blev baenkklet paa san Lorenzo siden. Stadion var fyldt, stemningen var god (ikke lige saa euforisk som i Rio, men en del flere mennesker) og holdene spillede en del bedre end dem i den brazilianske lige. Kampen endte 1 - 0 til San Lorenzo.

Mig og Rogvi (som aabenbart synes kampen var sindsoprivende spaendende )

Om tirsdagen tog vi med et par af gutterne fra hostlet til den gamle bydel La Boca i BA. Denne bydel bliver tit forbundet med BA da der her er utrolig mange flotte, farverige huse. Tilbage i 1920érne kom en del emmigranter fra Italien og Spanien til denne bydel. Det var primaert soeens folk og da de ville male deres huse brugte de bare resterne af det baadsmaling de havde tilbage og det er aarsagen til de mangle spravlede farver. Det er et fattigt kvarter og Lonely Planet anbefalede at man blev paa de mere turistede hovedveje for ikke at blive roevet.

Restauranterne aabner generalt ret sent i BA da de lokal er vant til at spise aftensmad kl 10-11 stykker og det tog vores maver nogle dage at vende os til. Her ser vi nogle billeder for en hyggelig lille Japansk restaurant, hvor vi endnu en gang gav os i kast med den sydamerikanske sushi:

Rogvi med Miso suppe.

Med venlig hilsen Aske