Rejseblog fra Sydamerika

Vi har nu endelig faaet fremkaldt vores undervandsbilleder fra snorkel-turene paa baad-cruiset og fra de 4 dages dyk paa Galapagos. Kameraet var en aeldre model, som Magnus havde faaet lov til at laane af sine foraeldre. Billederne som er taget ved ringe sigtbarhed og daarlig belysning (primaert paa vores dybere dyk) kan derfor vaere en smule uskarpe.

Paa baadcruiset havde vi en hel del snorkelture, men det vil blive en lang og noget kedsommelig beskrivelse at skrive om de enkelte ture. Saa istedet for I her et lille potpourri af de flotteste snorkel-billeder:

Meget grim fisk, med bule i hoved.

Der var green sea turtles stort set hvert sted vi snorklede. Det er store, rolige skildpadder, som med ganske faa og langsomme bevaegelser kunne svoemme hurtigere end vi kunne!?

Magnus og skildpadde.

Aske og skildpadde.

Rasmus og skildpadde.

Vi snorklede i en lille lagune med soeloever under os.

Her ser vi Magnus og en af ungerne.

Rasmus og soeloeve.

Nysgerrig soeloeve svoemmer saa taet paa at kameraet ikke kan stille skarpt.

Der var utrolig mange fiskearter hvor vi snorklede. Her ser vi en stime kirurgfisk med de karakteristiske 3 hvide prikker paa hver side. Prikkerne er skarpe som en skalpel - heraf navnet.

Undervandskameraet kunne ogsaa bruges overvand:

Her er Rasmus og jeg (Aske) lige kommet op efter den famoese snorkeltur hvor jeg ramlede ind i koralvaeggen.

De 3 musketerer og deres maskot, en galapagos pingvin.

Vi havde 4 dage med dyk paa Galapagos - et foer cruiset med selskabet Albatros og 3 efter cruiset med Silberstein.

D. 28. Maj dykkede vi med det lille dykkerselskab Albatros ved oeen Floriana.
Her havde vi 2 dyk. Et ved Cormorant Point og et ved Champion. Gruppen bestod af 10 personer og en dykkerinstruktoer. Manden var sikkert en udemaerket dykker, men han havde ikke skyggen af lederevner eller gennemslagskraft saa som instruktoer var han ringe. Det endte med at det var 3 midaldrende italienske maend som ledede dykket.

Tigeraal. Laeg maerke til det karakteristiske moenster paa aalen.

Sting-rayen har en pil med gift ved halen. Det er et relativt fredeligt dyr som kun bruger sin brod til forsvar fx ved at traede paa den i strandkanten eller lige som Steve Earwin, samle den op med de bare naever og give den en god shaker!

Sting-ray.

6
Her ser vi en lille white tip reef shark. Arten er meget fredelig og naesten helt nuttet sammenlignet med de andre hajarter der er paa oeen.

2 white tips gemmer sig under en koralklippe.

Black sea turtle.

Da udstyret virkede noget gammelt og instruktoeren var en kegle valgte vi at skifte til selskabet Silberstein ved de resterende dyk paa oeen.

D. 6. Juni dykkede vi ved Mosquera island. Dykkerspottene hed Mosquera og El Cahal.

Koralvaeg med soepinsvin.

Da sigtbarheden var mindre god blev en del af billederne den dag ubrugelige.
Vi fik dog 2 gode billeder af hajer:


En black tip reef shark hale.

Ca. 2,5 meter lang Galapagos haj.

(laant billed) Her ses en Galapagos haj og man kan se hvorfor den kan forveksles med den meget aggressive hvide haj, som dog ikke findes paa Galapagos.

Vi saa ogsaa en stime paa 8-10 spotted eagle-rays

(laant billede)

Den 7. Juni dykkede vi ved Beagle rock.

En lille moraene.

I frokostpausen var vores hollandske dykkerinstruktoer Jan ude at snorkle. Lige pludselig kunne vi hoere ham raabe at vi skulle skynde os ud til ham. Han havde faaet oeje paa 2 manta-rays paa ca. 5 meter stoerrelse!!

Ordet "manta" er spansk og betyder taeppe. Rokken har faaet dette besynderlige navn da den kan blive op til 7 meter lang fra vingespids til vingespids og paa den maade ligne et kaempemaessigt taeppe.

Paa vores billeder er det svaert at se hvor store disse dyr er saa jeg har laant et lille billede

D. 8. Juni dykkede vi ved Gordon rock.
Vi havde nu allerede haft 6 dyk uden at se de freaky udseende hammerhajer De skulle vaere overalt omkring Galapagos, men hvor var de dumme fisk??
Gordon Rock skulle vaere den bedste mulighed for at se dem, da der her er meget kraftig stroem som er hajernes ynglings habitat. Stroemmen skylder hurtigt meget vand gennem gaellerne, som er noedvendigt for at hajerne kan faa daekket deres ilt behov.
For at faa lov til at dykke ved Gordon Rock kraevedes det at man havde en hel del erfaring og ekspertise, da det er et relativt svaert dyk med meget stroem. Vores hollandske instruktoer Jan havde dog set hvad vi kunne og gav os groent lys

Det foerste dyk saa vi ingenting ud over smaa fisk, vand og sten!? Det kunne ikke vaere rigtigt - ingen hammerhajer paa 7 dyk. Jeg kan roligt sige at vi var ved at blive en smule bekymrede for ikke at for dem at se overhovedet.

Andet dyk ved Gordon Rock og dermed ogsaa det aller sidste paa Galapagos...

Hurra! Endelig saa vi hammerhajer. En flok paa 4-5 hammerhajer svoemmede roligt mod stroemmen paa ca. 25 meters dybte, meget naer ved os. Meget fantastisk oplevelse.

Vi fik ved dette dyk ogsaa set nogle soeloeve hunner, som fangede fisk!

Efter dyk som har varet lang tid, eller hvor man har vaeret dybt, skal man lave et 3 min. safety stop paa 5 meters dybte (faktisk ogsaa et paa 15 meters dybde hvis man har vaeret super langt nede). Paa den maade faar man udaandet noget af den nitrogen man har ophobet i blodet og undgaar dykkersyge.
3 minutter er ikke lang tid, men for 3 goeglere som os kan det foeles som en evighed. Vi fandt derfor paa mange sjove ting som fx at slaa sten, saks, papir eller tage billeder af hinanden som laver spas:

Rasmus laver luft-ringe.

Aske

2 fede han-soeloever.

Da vi nu har under en uge af vores utrolige, fantastiske og oplevelsesrige tur tilbage bliver dette mit sidste bidrag til gruppens blog. Jeg haaber I har fundet mine skriblerier underholdende...

Love Aske

Hej allesammen. Lad mig starte med at sige jeg er ked af at vi ikke har skrevet noget foer paa bloggen, men vi i den sidste uge ikke har vaeret i naerheden af internet (forklaring foelger i naeste blogindlaeg).

Vi ankom til Quito i en af de saedvanlige skrammel-busser uden aircondission, froensede saedder som havde revet sig loes og med prustende, smaafjertende, overvaegtige peruvianske madammer. Heldigvis var det en kort koeretur fra Mancora paa soelle 19 timer og man kunne altid nyde den uforsaaelige spanske "giro 413" ligende pop, som tordnede ud af et par skrattende hoejtalere.

Rundt om Quito er der en del hoeje bjerge og brusende floder. Vi var rimelig hooket paa at bestige Cotopaxi da dette bjerg boed paa barske vejrforhold, smuk udsigt og massere af sne.

Peaken laa i 5.897 meters hoejte og da ingen af os var aklimatiserede maatte denne adventure maettede plan droppes Der var heldigvis andre muligheder for at faa pulsen lidt op og adrenalinen-spejlet til at stige Riverrafting i en svaerhedsgrad 4 paa en flod i naerheden af Otavalo - yes sir!

Til moedrene: Sikkerheden var fin og som bevis kan man her se os proever hjelme og redningsvaeste.

Det klassiske gruppebillede inden turen. Gruppen bestod af 2 guider, et ungt canadisk par, en fransk pige og os.

Derefter skulle vi laere nogle faa kommandoer inden det gik loes for alvor, som for eksempel ro baglaens i den ene og KUN den ene side, ro kraftigere og kast dig ned i baaden!

Da der havde vaeret et voldsomt regnvejr dagen forinden var floden kraftigere og flowet hurtigere, saa turen der normalt tog 1,5 time blev estimeret til 45 min. Svaerhedsgraeden gik derfor ogsaa fra 4 til 4+, eureca eureca

Her er vi saa afsted.

Vi sad paa kanten af gummibaaden og holdt krampangtig fast ved at saette foedderne i spaend. Det vivlende vand skyllede indover baaden og jeg fandt ved denne lejlighed ud af at mit ur ikke er vandtaet Det var en super fed tur specielt naar baaden blev skudt en meters penge op i luften og man kunne maerke at den eneste kontakt man havde med baaden var ens fastlaaste ankler. Der gik dog heller ikke lang tid foer den canatiske fyr faldt i floden og kom i klemme mellem baaden og en stor sten, men der skete ikke noget alvorligt ud over de "psykiske" men. Fyren var ikke den hurtigste knallert paa molen og uden at lyde alt for sexistisk roede han som en teenage toes. Hans kaereste var ikke meget bedre, da hun ikke forstod kommandoerne saa det var ca. fifty/fifty om hun roede forlaens eller baglaens!?? Disse 2 uslinge af et par blegfede, landkrabbe canadiere blev aarsagen til at guiderne valgte at stoppe raftingen paa halvvejen

Vi havde afleveret vores flipfloppers til driveren, saa den smertefulde og uforudsete/uoenskede gaatur gennem en naaleskov var lige prikken over i´et...

Om eftermiddagen gik vi paa marked i Otavalo og fik koebt en masse goegl og lidt gaver. Ecuador er kendt for deres production af hatte og jeg fik mig endelig en ny gringo hat. Her ser vi hatten placeret coket paa hovedet af gangsteren "baby-face"

De oevrige dage gik med almen hygge, saasom guitar-spil, Indianer Jones 4 biff tur, en tur til frisoeren med der tilhoerende gammeldags barbering med rave-kniv, en tur paa casino og spaseretur i den gamle bydel hvor vi fik set en masse gamle bygninger og flotte katedraler.

Lige nu befinder vi os paa Galapagos, hvor vi lige er kommet hjem fra 7 dages cruise... Men som sagt mere om det naeste gang!

Love Aske

Efter nogle dejlige dage i La Paz tog vi til byen Puno, med bus, som ligger ved Titicaca soeen. Jeg havde det ikke super godt paa busturen pga. en mindre madforgiftning og maatte ud og sige "ULRIK!" paa toilettet

Vi koebte nogle billetter til en "klassisk touristet" baadtur paa Titicaca. Ikke noget jeg havde forventet vi ville goere paa rejsen, men nu meget hyggeligt alligevel Ud over os paa baaden var der en pensionistklub og et boesse-par fra Spanien, en hollandsk familie med 3 smaa uvortende piger, som mindede mig en del om mine egne trillinge lillesoestre, en brasilianer som led af hoejtesyge (senere fandt vi ud af at det goer de fleste brasilianere) og 2 amerikanske maend som var henholdsvis 80 og 81 aar?!?
Titicaca er i virkeligheden et sammensat inka ord. Titi som betyder farvet og caca som betyder puma. Saa en tilnaermet oversaettelse ville vaere "Den pumafarvede soe".

Kl 8:00 blev vi hentet i en tour-bus som koerte hele Puno rundt for at hente turisterne fra deres respektive hoteller. Vi var saa heldige at vaere de foerste og skulle derfor sidde en lille timestid i bussen foer vi naaede havnen

Turens foerste stop var ved de flydende oeer.
De var lavet af 1 meter muld og plante-roedder som virkede som en slags ponton og derpaa et tykt lag af siv lagt paa kryds og tvaers.

Oven paa denne oe-konstruktion byggede de saa huse, stole og parasoler af... Ja det er rigtig siv

De enkelte oeer var familieejede og vi blev budt velkommen paa oeen "Suchi Chata" som betyder noget i retning af "stenfisk". Beboerne gav os nogle af de friske siv som de brugte som et kulhydrats suplement til den daglige kost.

Jeg fandt ud af at Rogvi som barn har vaeret meget fascineret af sten og har brugt alle sine surt opsparede lommepenge paa den slags. Oeens beboere solgte en masse hjemmelavede dragter, skaale, halskaeder og ikke mindst massagesten, som er en slags fedtsten som de havde skaaret fordubninger i saa overfladen var ujaevn.

Forfaedrende paa disse oeer havde fundet ud af, at man ved hjaelp af en forfaerdelig masse siv kunne bygge en baad. For den soelle pris af 5 Soles fik vi en tur i en af disse baade, mens inka kvinderne stod paa siv oeen og vinkede og sang. Sangende var foerst nogle nogle gamle traditionelle sange fra oeen, men siden begyndte de at synge "Row your boat" og da de startede med "vamos ala playa" kunne jeg ikke laengere tage dem serioest.

Naeste (og sidste) stop var paa oeen Taquile hvor vi spiste en lille frokost bestaaende af suppe til forret og fisk eller omelet til hovedret. Jeg havde dog svaert ved at faa det ned da jeg stadig havde boevl med maven.

Den ene af de 2 gamle amerikanere havde stive, usikre ben og humpede en smule. Han havde muligvis reumatoid artritis i dexter acetabulum eller paa dansk slidgigt i hoejre hofte. De valgte derfor ikke at gaa den stejle vej til oeens midte hvor den eneste reelle by laa. Saa gammelfar fik bragt maden til baaden

Folket paa oeen havde forbudt pakdyr saasom heste, mulddyr, aeslaer og lamaer paa oeen, da disse ville lette deres arbejde saa meget, at de ville faa fritid!!! De mente at fritid var roden til alt ondt, da man saa blev doven og fik tid til at bagtale hinanden. Et andet saerpraeg ved folket var, at de var dygtige vaevere maend som kvinder. Vaeve kunsten blev overdraget mundligt og knyttede et staerkt baand mellem generationerne paa oeen.

I landsbyen laa en stor hal fyldt med vaevede beklaedningsgenstande. Den enkelte beboere paa oeen kunne vaelge at faa sine vaevede genstande solgt her hvor de fik en god pris for dem. Vi koebte hver nogle farvestraalende finger-vanter af lama uld som er noget saa behagelige at have paa.

Kl praecis 17:00 blev vi sat af paa fastlandet. Endnu en lang og oplevelsesrig dag var omme. Det var en noget touristet tur, men jeg ville som sagt stadig ikke havde vaeret foruden

Taquiles forfaedre skulle efter sigende havde sejlet til Puno og gaaet hele vejen til Cusco som de grundlagde. Vi vaelger at rejse i disse forfaedres fodspor, dog ikke til fods

Med venlig hilsen Aske

Fra Iguaçu tog vi en bus til Buenos Aires (BA) i Argentina. Man kan koere med forskellige klasser af busser i sydamerika. Bussen var af klassen cama (dansk: rum) og var dyrere, men ogsaa langt mere komfortabel end de andre bus-typer. Det var ikke vores hensigt at vaelge den dyreste, men vi var ude i daarlig tid saa der var ikke andre at vaelge imellem.

I Buenos Aires boede vi paa hostlet "Clan YMCA" som var fyldt med unge, glade piger og drenge, yoga-instruktoerer, professionelle flamingo-guitarister og saerlinge og smaa-autister som havde boet paa hostlet i over 6 mdr!? Der var derfor stort set altid fest og farver paa stedet Det var dog svaert at sove for den pulserende techno musik fra hostlets bar som laa lige over det dorm vi sov i, men vi fik tilgengaeld hurtigt mange nye bekendskaber

Her Shah, en engelsk oekonomistuderende, som vi brugte en del tid sammen med.

Den foerste dag gik vi let rundt i byen for at se os omkring. Der gik ikke laenge foer en lille skiloejet argentiner lokkede os hen til en snusket lille restaurent for at spise frokost. Vi fik alle sammen en koed platte. Det lyder jo paa sin vis som en udemaerket herre frokost... Det var det IKKE!
Retten bestod af et indtoerret stykke kyllingebryst, noget umiskendelig oksekoed hvor 90% var fedtrand, faare nyrer og testikler og en blodpoelse

Vi kom forbi "The Pink Palace" som er en meget kendt bygning i BA. Man skulle dog bruge sin fantasi for at se den var pink, den var mere orangebrun... Hvad ved jeg jeg er jo farve blind

Her staar vi foren af palacet og en gammel sjov mand proever paa at saelge os pap-bogmaerker med stjernetegn paa. Normalt er det ikke noget for mig, men han ramte aabenbart et oemt punkt, for lige pludselig havde jeg koebt et ubrugeligt stykke pap hvor der stod skrevet med sirlige neon-farvede bogstaver "CANCER".

Vi kom forbi et marked med toej primaert for piger, smykker, hatte, mate-kopper (en form for te-kop) og andet ragelse. Da Rasmus manglede et par cowboybukser og jeg en paen skjorte blev vi haengende i nogle timer (dog i butikkerne med herretoej.. ).

Og hvem sku have troet det - paa markedet moedte vi ingen ringere end selveste Kim Larsen!

Magnus og Rogvi var ellevilde for at komme paa en natklubben "Pacha", som er en kaede af natklubber i en raekke storbyer rundt om i verden, hvor det virkelig sneer. Jeg var nu lidt flad og valgte at bruge aftenen paa hostlet med nogle Bob Dylan sange paa en ustemt guitar mens et par sumpede backpackers roeg noget fniseurt, laeste lidt skoenlitterat, drak en oel i baren og kyssede lidt paa en backpacker toes...

Magnus og Rogvi havde ogsaa haft en fantastisk aften paa Pacha, med drinks, pulserende lys, house musik og havde bogstavelig talt danset til den lyse morgen.

Klubben laa taet paa BA´s lufthavn, saa flyene floej taet over terrasen, mens solen stod op over byen!

Om soendagen ville de 2 fodboldtosser (Magnus og Rogvi) til Boca Junior kamp, saa det gjorde vi (naesten helt uden at de behoevede tvinge mig.. ).
Klubben skulle vaere en af de bedste i Sydamerika til at pleje nye talenter og skabe dygtige fodboldspillere, som saa senere rejser til europa for spille mod de store drenge.

Maradona blev f.eks `skabt´af Boca, og klubbens fans hylder ham stadig ekstremt.

Kampen var paa udebane mod aerkerivalerne "San Lorenzo" som laa paa en delt andenplads i den lokale liga med Boca Juniors. Da vi havde taget afsted med hostlet bestemte vi ikke saa meget hvor vi kom til at sidde saa vi blev baenkklet paa san Lorenzo siden. Stadion var fyldt, stemningen var god (ikke lige saa euforisk som i Rio, men en del flere mennesker) og holdene spillede en del bedre end dem i den brazilianske lige. Kampen endte 1 - 0 til San Lorenzo.

Mig og Rogvi (som aabenbart synes kampen var sindsoprivende spaendende )

Om tirsdagen tog vi med et par af gutterne fra hostlet til den gamle bydel La Boca i BA. Denne bydel bliver tit forbundet med BA da der her er utrolig mange flotte, farverige huse. Tilbage i 1920érne kom en del emmigranter fra Italien og Spanien til denne bydel. Det var primaert soeens folk og da de ville male deres huse brugte de bare resterne af det baadsmaling de havde tilbage og det er aarsagen til de mangle spravlede farver. Det er et fattigt kvarter og Lonely Planet anbefalede at man blev paa de mere turistede hovedveje for ikke at blive roevet.

Restauranterne aabner generalt ret sent i BA da de lokal er vant til at spise aftensmad kl 10-11 stykker og det tog vores maver nogle dage at vende os til. Her ser vi nogle billeder for en hyggelig lille Japansk restaurant, hvor vi endnu en gang gav os i kast med den sydamerikanske sushi:

Rogvi med Miso suppe.

Med venlig hilsen Aske

Florianopolis er en halv-oe formet som et trae eller svamp. Ved traeets roedder ligger selve byen Florianopolis og langs traeets krone en uendelig raekke af sandstrande.
Hvis man vaelger at laese lidt i Lonely Planet om byen, staar der at det er, og jeg citerer, "the 2. gay capital in brazil" kun overgaaet af Sao Paulo. I den forbindelse har jeg valgt at vise en lille billed-serie som naesten taler for sig selv

Her har vi 2 flotte fyre med matchende skjorter, som viser almindelig venskabelig stemning over for hinanden.

Fransk parmiddag i lyseroede omgivelser og en smule roedvin kan faa romantikken til at blomstre i fuld flor.

Sugar daddy...

...?!

Saa bare rolig piger. Jeres soede kaerester laegger ikke an paa andre piger

Venlig hilsen Aske

Vi er nu paa Ilha Grande (den store oe). Her er tropisk fugtigt og varmt klima, med palmetraeer, hvide sandstrande, siesta og surfing. Fredag og loerdag tilbragte vi paa stranden Lopes Mendes som ligger ca. 6 km fra byen, Abraão, vi bor i. Man kan vaelge at sejle det meste af vejen til stranden eller trekke gennem junglen, hvor det anbefales at man bruger sko da der kan vaere slanger!!! Der er selvfoelgelig strande som ligger i forlaengelse af byen. Der mangler dog det vigtigeste ved disse strande, som Lopes Mendes har tilfaeldes med strandende paa Hawaii... Boelgerne!

Vi lejede et surf-board af en af de lokale paa stranden for 40 R$. Vores attitude var at wave surfing var saa let som at kloe sig i nakken... Vi tog fejl
Inden dagen var omme havde vi rifter paa arme og ben, irriterede naeser og oejne af for meget saltvand, Rasmus havde faaet boardet i hoved da en boelge kastede ham 3 meter op og derefter meget hurtigt ned i det oproerte vand og Magnus bloedte fra foden. Jahh saa skulde vi ogsaa lige betale for det oedelagte board, som manglede en finne og havde mistet noget af bagenden.

Dag 2 gik vi i gang med krum hals, fandt et nyt board af en ny saelger (jeg er ikke sikker paa den foerste ville leje os flere boards ) og kastede os ud i boelgerne. Nu gik det bedre... Men godt ville have vaeret en overdrivelse.

Billederne nedenfor er fra dag 2.

Rogvi som er lige ved at fange en boelge

Jeg (Aske) som rider en af de mellemstore boelger. Laeg isaer maerke til haandtegnene

Magnus vs. Boelge (foer kontakt)

Magnus vs. Boelge (efter kontakt)

Som sagt gik dag 2 bedre, men da vi aflevedede boardet havde det alligevel lykkedes os at lave en flaenge paa tvaers af boardet!! Saa ogsaa denne dag maatte vi slippe ekstra for lejen... Dumme gringos

Som alle andre deodelige skal packerer have noget at spise for ikke at kollapse. Den feorste aften i Rio (04.04.08) fandt vi en traditionel braziliansk restaurant, en churrascaria. Her for man delikat grillet koed fra alle taenkelige dyrearter paa kaempe maessige spid, eksotisk frugt, tarvelig sushi uden soya og meget andet i en uendelig overflaad for den soelle pris af 32 R$ (ca. 90 kroner).

Her ser man papirsdugen fra churrascariaen. Tjenerne kom med spidet med et saftigt stykke keod fortalte hvad koedets udskaering hed fra koen (hvis det var ko) og gav et nummer saa man selv kunne lokalisere det paa billedet.

Vi blev cirka opvartet af 6 tjenere som kom i en lidstreom med de med mere keod ect. Det virkede paa en gang luksuieost og en smule anstraengende, da man ikke fik tid til at slappe af og fordeoje maden, men skulle gennemfeorer dette gastronomiske sisyfos arbejde.

Rogvi med pationsfrugts-drink som for serveret en nummer 5 fra koen

Aske