Rejseblog fra Sydamerika

Man skulle naesten tro at rejsefortaellingerne var slut efter at "De tre muskterer" var vendt hjem fra den store rejse i Sydamerika...

MEN, det er IKKE tilfaeldet...!

Een af de tre fortsatte nemlig rejsen mod Oesten med sin bedre og smukkere halvdel ved sin side...

Foelg med i Stine og Min's rejse i Vietnam, Cambodja og Thailand paa:

www.avnstorp.travellerspoint.com

Knus og kram
Magnus

Efter at have faaet dyreelskerne derhjemme til at graede over vores brutale spisevaner, skulle vi besoege det 6. og sidste land paa vores tur - Venezuela.
Vi havde hoert meget godt og daarligt om landet inden vi tog afsted, men isaer en del om landets praesident, Hugo Chavez. Nogle ser ham som en staerk socialistisk politiker der giver international modvaegt til Bush, mens andre ser ham som en excentrisk quasi-diktator. Under alle omstaendigheder vaagnede han om en torsdag, og besluttede at rykke hele landets tidszone en halv time tilbage efterfoelgende mandag, for ikke at dele tidszone med noget sted i USA..

Vi ankom til Caracas uden billet til Margarita, da vi ikke kunne bestille hjemmefra, og rejsebureauerne i Quito meldte alt booket - dog flyver der 5-10 fly til Margarita dagligt, saa vi fik at vide at det ikke var noget problem at koebe i lufthavnen.
Da vi gik fra den internationale til den nationale terminal, fik vi at vide, at vi skulle flytte vores tasker fra en vogn til en anden af en af de officielle lufthavnsmedarbejdere. Han koerte saa vores tasker 25 meter hen til en billetluge, og bad derefter om 10$. Vi ses, goegler! Landet er meget korrupt, saa man skal passe paa med at stole for meget paa autoriteter.
Vi fik spist ham af med lidt smaapenge, og fortsatte med vores billetkoeb - for at finde ud af at de havde alt udsolgt for dagen. Vi checkede de 5 andre bureauer der havde afgange samme dag, og de sagde det samme. Fuck!
Med udsigt til at skulle bruge minimum en dag i Caracas, som anses for Sydamerikas farligste by (vi fik at vide at der bliver draebt 200 mennesker der - hver weekend!) var stemningen riiiiimelig hoej.
Vi fik dog at vide at der muligvis var nogle standby-billetter der blev solgt kl. 15. Vi ventede nervoest, og fik endelig at vide at der var billeter - til en afgang kl. 15.30 der ikke var lettet endnu!
Vi koebte billeterne, rushede igennem check-in (de er fuldstaendig ligeglade om saa man havde 5 liter vand i haandbagagen), og naaede ud til gaten - kun for at finde ud af at vi havde masser af tid. Vi havde i farten glemt alt om den ekstra halve time vi skulle saette uret tilbage :-)

Vi laente os tilbage i saederne, og ankom efter en lille time til Margarita i hoej solskin og 35 grader og ingen stress - aaaaahhhh

Vi startede med at bruge et par dage i den stoerste by paa oeen, Porlamar. Oeen bliver mange steder beskrevet som en dejlig oe med masser af liv og fest, og masser af billigt toej og lir - men de sidste par aar er der sket store aendringer paa oeen.
Porlamar er derfor ikke en speciel hyggelig by og priserne er hoeje, selv i forhold til Danmark. Vi besluttede os derfor for at komme til stranden hurtigst muligt.

Vi fandt et lille gaestehus, Hotel Iguazul, naer stranden El Agua, hvor vi lejede en stor lejlighed 25 meter fra vandet - yessir!

Om formiddagen solede vi paa stranden, om eftermiddagen saa vi EM-bold, og om aftenen chillede vi i poolen med en kold oel - lige til at klare

De tre musketerer findes skam ogsaa i Venezuela!

For at blende bedre med lokalbefolkningen, matte vi antage vores bedste gangsterlooks - nu med overskaeg!

Ifoelge Lonely Planet er Venezuela det land i verden med flest skoenhedssaloner - der er 1 for hver 2 restauranter og cafeer! Landet har vundet utallige Miss World og Miss Universe titler, og ALLE kvinder gaar op i deres udseende -
man ser gerne 60-aarige sminke sig i bussen.
Det kommer til udtryk i det let overdrevede kvindeideal:

..og det smukke mandeideal :-)

Efter at have brugt et par dage ved Playa El Agua, ville vi videre paa oeen. Vores lejlighed var laekker, men det lokale supermarked havde ingen friske varer, og vi var ved at blive traette af ris/pasta med tomatsovs med oliven/kapers/majs/tun/ansjoser.

Vi tog en bus videre til byen Juangriego, som har ry for at vaere mere et backpacker sted. Vi havde fundet et hyggeligt lille hostel, Hotel El Fuerte, hvor vi indlogerede os. Ejerne var franske, saa vi fik ogsaa mulighed for at stoeve vores skolefransk op igen :-)
Til hoejre for os ligger et hostel ejet af hollaendere, overfor en bar ejet af en nordmand, og til venstre en restaurant ejet af en svensker - saa vi har spist kottbullar, snakket politik med en normand, og set en masse fodbold paa det hollandske hostel :-)

Bartenderen var meget selvsikker, og overbevist om at Holland nok skulle vinde det hele - han blev saa lidt stille i dag, efter at de blev loebet over ende af russerne!

Der er en del lokale fiskere, og en af dem sejler i denne fine baad :-)

(at baade har kvindenavne undgaar vi saa at komme naermere ind paa her)

Rygtet om de tre nu lidt mindre blege vikinger var loebet os i forkoebet, saa vi blev hijacket til livreddere paa den lokale strand.

"Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii'll beeee waiting...."

Vi har siden ankomsten set lidt mere fodbold, drukket en enkelt øl mere, og goeglet lidt mere paa stranden:

Jeg praesenterer - goeglerne fra floden Prut!

Nu synger vores tur paa sidste vers, og vi vender snart tilbage tilbage til Danmark og tilsyneladende daarligt vejr, saa vi slikker den sidste sol i os med glaede.
Dette bliver derfor det sidste indlaeg paa denne blog (i denne omgang? ), saa jeg og vi haaber som sagt at I har nydt at laese med herhjemme - vi har i hvert fald haft det sjovt med at skrive den :-)

Vi glaeder os til at se jer alle sammen, og fortaelle og vise meget mere end der har vaeret plads til paa denne blog :-)

Knus, kys og lovs Rasmus, Aske og Magnus

Efter vores fabelagtige tur til Galapagos floej vi tilbage til Ecuadors Hovedstad, Quito. Byen er behagelig, indbyggerne er imoedekoemmende, og det er halvt saa dyrt som paa Galapagos - hvilket vores skrantende budget havde godt af...

Vi havde tidligere talt om hvor smukt det kunne vaere, at se sit navn paa et skilt naar man blev modtaget i lufthavenen - og pludselig var det der! Hr. Rogvi's navn stod med store bogstaver - vores rejsebureau havde arrangeret afhentning i lufthavnen. Ja ja da, De tre musketerer er blevet store kanoner!

Aftenen brugte vi paa at slappe af og forsoege at loese vores pengeproblem. Da faldt valget selvfoelgelig paa Quito's "Plaza Casino". Med vores skarpe skandinaviske hjerner havde vi jo tidligere tjent godt med dollars paa Casinoer - saa hvorfor ikke proeve at goere det igen?
Selvfoelgelig endte vi alle med at gaa derfra med vaesentlig faerre penge paa lommen...

Naeste dag tog vi rundt i Quito, som er en flot by liggende i 2850 meters hoejde:

Som i Rio D'Janeiro findes i Quito ogsaa en skytsengel som vaager over byen.

Vi kom ogsaa forbi en flot katedral:

Samme dag tog vi forbi vores rejsebureau "Zenith Travel" for at hoere om Venezuela. Her erfarede vi at Zenith Travel havde specialiseret sig i Gay Travel Tours... Blandt andet tilboed bureauet Exclusive Lesbian Cruises til Galapagos... - vi takkede for ikke at vaere endt paa et af disse! Dertil undrede Aske og jeg os over, om Rogvi mon havde haft skumle skumle planer da han bestilte rejsen hjemmefra...???

Naeste dag tog vi til "La mitat del Mundo" (Verdens midte), som ligger 1,5 time udenfor Quito. I 1979 udregnedes praecis hvor ekvator laa, saa her skulle da bygges et monument! De regnede ikke desto mindre 240 meter forkert, men det skulle ikke hindre de tre muskterer i et hurtigt visit:

Fiskesmoothie!!!

Her stod vi altsaa ud fra 1979's opfattelse paa baade den nordlige og sydlige halvkugle:

De nu veltraenede vikinger fortsatte deres akrobatiske parkour/caboiera-linje fra Machu Picchu...!

Herefter gik vi de 240 meter syd til den aegte ekvator, som nu til dags er udregnet med amerikansk militaer GPS. Her kunne man udfoere forskellige eksperimenter angaaende equator.

Blandt andet blev jordens corioliskraft testet, ved et kar fyldt med vand, hvor proppen blev trukket ud. Her kunne ses, at paa selve ekvator loeb vandet lige ned. Syd for ekvator opstod en spiral som loeb med uret, mens spiralen nord for ekvator loeb mod uret! Der var her tale om det samme kar - stillet paa samme maade, og kun flyttet ca. 3 meter nord eller syd for equator!

Saa vidt vi ved paavirker jordens corioliskraft kun store vejrsystemer, og da slet ikke et lille vandkar som flyttes 6 meter til den anden side af ekvator??? Men det var aabenbart tilfaeldet??? Paa "Wikipedia" og i "Lonely Planet" staar der det samme...

Isaer troede vi ikke paa det, da de i "Mythbusters" paa TV3 havde aflivet denne myte ved at skylle ud paa et toilet... Mythbuster's er jo to meget serioese folk maa i forstaa!

The real deal - nu med forskellige himstergimster til tests...

Dertil skulle tyngdekraften, som paa ekvator traekker direkte nedad goere det nemmere at placere et aeg paa et soem. Det lykkedes os alle at genemfoere. Her ses Rogvi:

Guiden tog os ogsaa igennem en lille tour, hvor vi hoerte om Ecuadors Amazonas (som vi jo desvaerre ikke naaede denne gang, buhu):

Et stk lille anaconda og edderkopper...

I amazonas junglen blev indtil for faa aar siden (og bliver det sikkert stadig) lavet skrumpehoveder af menneskerhoveder! Det bliver oftest gjort af en fjende eller af en aeldre person, som opfattedes som staerk eller magisk. Ved at have denne persons hoved med sig, var det en slags skytsengel.

Her vises hvordan man laver skrumpehovedet:

Og resultatet, skrumpehovedet bliver ligesaa stort som den paagaeldende persons knyttede haand:

For at overleve i regnskoven skal man besidde faerdighederne i pusteroer med giftpile. Saa det skulle vi da proeve at skyde med!

Aske var dog den eneste som fik den famoese aere at kunne blive hoevding - da han var den eneste som ramte maalet.

Andre ramte bare helt ved siden af maalet...:

I Ecuador er det en stor kunst at kunne vaeve et flot taeppe. Her uddannes drengene til at vaeve...

Saa er jeg mere til den danske version, hvor drengene uddannes i at vaeve mundaevl...

Efter touren besluttede vi os for at proeve en af Ecuador's specialretter...

soede soede marsvin...

Aske kaeler for en soed lille een af slagsen...

Saa skal de da paa grillen...!

Jeg smager paa varerne...

Til alle dyreelskere som nu hader os grueligt, skal det siges at marsvin er en meget normal spise i Ecuador - og at de smager fortraeffeligt... Dertil var raekkefoelgen af billederne ikke helt korrekt. Vi saa ikke marsvinene inden vi spiste dem. Derimod saa vi dem bagefter og blev helt forargede og kaelede med de smaa stakler, hvis skaebne vi kendte til. Derefter skyndte vi os hjemad med en lidt daarlig mavefornemmelse over at have spist kaeledyr...

Nu er vi taget til Ihla Magarita i Venezuela hvor vi nyder den sidste uge paa sandstrandende og under palmerne, inden det gaar hjemad.

Dette er mit sidste indlaeg. Haaber I har nydt at foelge vores fantatiske rejse og synes det har vaeret spaendende og godt - ogsaa selvom vi spiser marsvin!...

knus og kram
Magnus

Vi har nu endelig faaet fremkaldt vores undervandsbilleder fra snorkel-turene paa baad-cruiset og fra de 4 dages dyk paa Galapagos. Kameraet var en aeldre model, som Magnus havde faaet lov til at laane af sine foraeldre. Billederne som er taget ved ringe sigtbarhed og daarlig belysning (primaert paa vores dybere dyk) kan derfor vaere en smule uskarpe.

Paa baadcruiset havde vi en hel del snorkelture, men det vil blive en lang og noget kedsommelig beskrivelse at skrive om de enkelte ture. Saa istedet for I her et lille potpourri af de flotteste snorkel-billeder:

Meget grim fisk, med bule i hoved.

Der var green sea turtles stort set hvert sted vi snorklede. Det er store, rolige skildpadder, som med ganske faa og langsomme bevaegelser kunne svoemme hurtigere end vi kunne!?

Magnus og skildpadde.

Aske og skildpadde.

Rasmus og skildpadde.

Vi snorklede i en lille lagune med soeloever under os.

Her ser vi Magnus og en af ungerne.

Rasmus og soeloeve.

Nysgerrig soeloeve svoemmer saa taet paa at kameraet ikke kan stille skarpt.

Der var utrolig mange fiskearter hvor vi snorklede. Her ser vi en stime kirurgfisk med de karakteristiske 3 hvide prikker paa hver side. Prikkerne er skarpe som en skalpel - heraf navnet.

Undervandskameraet kunne ogsaa bruges overvand:

Her er Rasmus og jeg (Aske) lige kommet op efter den famoese snorkeltur hvor jeg ramlede ind i koralvaeggen.

De 3 musketerer og deres maskot, en galapagos pingvin.

Vi havde 4 dage med dyk paa Galapagos - et foer cruiset med selskabet Albatros og 3 efter cruiset med Silberstein.

D. 28. Maj dykkede vi med det lille dykkerselskab Albatros ved oeen Floriana.
Her havde vi 2 dyk. Et ved Cormorant Point og et ved Champion. Gruppen bestod af 10 personer og en dykkerinstruktoer. Manden var sikkert en udemaerket dykker, men han havde ikke skyggen af lederevner eller gennemslagskraft saa som instruktoer var han ringe. Det endte med at det var 3 midaldrende italienske maend som ledede dykket.

Tigeraal. Laeg maerke til det karakteristiske moenster paa aalen.

Sting-rayen har en pil med gift ved halen. Det er et relativt fredeligt dyr som kun bruger sin brod til forsvar fx ved at traede paa den i strandkanten eller lige som Steve Earwin, samle den op med de bare naever og give den en god shaker!

Sting-ray.

6
Her ser vi en lille white tip reef shark. Arten er meget fredelig og naesten helt nuttet sammenlignet med de andre hajarter der er paa oeen.

2 white tips gemmer sig under en koralklippe.

Black sea turtle.

Da udstyret virkede noget gammelt og instruktoeren var en kegle valgte vi at skifte til selskabet Silberstein ved de resterende dyk paa oeen.

D. 6. Juni dykkede vi ved Mosquera island. Dykkerspottene hed Mosquera og El Cahal.

Koralvaeg med soepinsvin.

Da sigtbarheden var mindre god blev en del af billederne den dag ubrugelige.
Vi fik dog 2 gode billeder af hajer:


En black tip reef shark hale.

Ca. 2,5 meter lang Galapagos haj.

(laant billed) Her ses en Galapagos haj og man kan se hvorfor den kan forveksles med den meget aggressive hvide haj, som dog ikke findes paa Galapagos.

Vi saa ogsaa en stime paa 8-10 spotted eagle-rays

(laant billede)

Den 7. Juni dykkede vi ved Beagle rock.

En lille moraene.

I frokostpausen var vores hollandske dykkerinstruktoer Jan ude at snorkle. Lige pludselig kunne vi hoere ham raabe at vi skulle skynde os ud til ham. Han havde faaet oeje paa 2 manta-rays paa ca. 5 meter stoerrelse!!

Ordet "manta" er spansk og betyder taeppe. Rokken har faaet dette besynderlige navn da den kan blive op til 7 meter lang fra vingespids til vingespids og paa den maade ligne et kaempemaessigt taeppe.

Paa vores billeder er det svaert at se hvor store disse dyr er saa jeg har laant et lille billede

D. 8. Juni dykkede vi ved Gordon rock.
Vi havde nu allerede haft 6 dyk uden at se de freaky udseende hammerhajer De skulle vaere overalt omkring Galapagos, men hvor var de dumme fisk??
Gordon Rock skulle vaere den bedste mulighed for at se dem, da der her er meget kraftig stroem som er hajernes ynglings habitat. Stroemmen skylder hurtigt meget vand gennem gaellerne, som er noedvendigt for at hajerne kan faa daekket deres ilt behov.
For at faa lov til at dykke ved Gordon Rock kraevedes det at man havde en hel del erfaring og ekspertise, da det er et relativt svaert dyk med meget stroem. Vores hollandske instruktoer Jan havde dog set hvad vi kunne og gav os groent lys

Det foerste dyk saa vi ingenting ud over smaa fisk, vand og sten!? Det kunne ikke vaere rigtigt - ingen hammerhajer paa 7 dyk. Jeg kan roligt sige at vi var ved at blive en smule bekymrede for ikke at for dem at se overhovedet.

Andet dyk ved Gordon Rock og dermed ogsaa det aller sidste paa Galapagos...

Hurra! Endelig saa vi hammerhajer. En flok paa 4-5 hammerhajer svoemmede roligt mod stroemmen paa ca. 25 meters dybte, meget naer ved os. Meget fantastisk oplevelse.

Vi fik ved dette dyk ogsaa set nogle soeloeve hunner, som fangede fisk!

Efter dyk som har varet lang tid, eller hvor man har vaeret dybt, skal man lave et 3 min. safety stop paa 5 meters dybte (faktisk ogsaa et paa 15 meters dybde hvis man har vaeret super langt nede). Paa den maade faar man udaandet noget af den nitrogen man har ophobet i blodet og undgaar dykkersyge.
3 minutter er ikke lang tid, men for 3 goeglere som os kan det foeles som en evighed. Vi fandt derfor paa mange sjove ting som fx at slaa sten, saks, papir eller tage billeder af hinanden som laver spas:

Rasmus laver luft-ringe.

Aske

2 fede han-soeloever.

Da vi nu har under en uge af vores utrolige, fantastiske og oplevelsesrige tur tilbage bliver dette mit sidste bidrag til gruppens blog. Jeg haaber I har fundet mine skriblerier underholdende...

Love Aske

Hej allesammen. Lad mig starte med at sige jeg er ked af at vi ikke har skrevet noget foer paa bloggen, men vi i den sidste uge ikke har vaeret i naerheden af internet (forklaring foelger i naeste blogindlaeg).

Vi ankom til Quito i en af de saedvanlige skrammel-busser uden aircondission, froensede saedder som havde revet sig loes og med prustende, smaafjertende, overvaegtige peruvianske madammer. Heldigvis var det en kort koeretur fra Mancora paa soelle 19 timer og man kunne altid nyde den uforsaaelige spanske "giro 413" ligende pop, som tordnede ud af et par skrattende hoejtalere.

Rundt om Quito er der en del hoeje bjerge og brusende floder. Vi var rimelig hooket paa at bestige Cotopaxi da dette bjerg boed paa barske vejrforhold, smuk udsigt og massere af sne.

Peaken laa i 5.897 meters hoejte og da ingen af os var aklimatiserede maatte denne adventure maettede plan droppes Der var heldigvis andre muligheder for at faa pulsen lidt op og adrenalinen-spejlet til at stige Riverrafting i en svaerhedsgrad 4 paa en flod i naerheden af Otavalo - yes sir!

Til moedrene: Sikkerheden var fin og som bevis kan man her se os proever hjelme og redningsvaeste.

Det klassiske gruppebillede inden turen. Gruppen bestod af 2 guider, et ungt canadisk par, en fransk pige og os.

Derefter skulle vi laere nogle faa kommandoer inden det gik loes for alvor, som for eksempel ro baglaens i den ene og KUN den ene side, ro kraftigere og kast dig ned i baaden!

Da der havde vaeret et voldsomt regnvejr dagen forinden var floden kraftigere og flowet hurtigere, saa turen der normalt tog 1,5 time blev estimeret til 45 min. Svaerhedsgraeden gik derfor ogsaa fra 4 til 4+, eureca eureca

Her er vi saa afsted.

Vi sad paa kanten af gummibaaden og holdt krampangtig fast ved at saette foedderne i spaend. Det vivlende vand skyllede indover baaden og jeg fandt ved denne lejlighed ud af at mit ur ikke er vandtaet Det var en super fed tur specielt naar baaden blev skudt en meters penge op i luften og man kunne maerke at den eneste kontakt man havde med baaden var ens fastlaaste ankler. Der gik dog heller ikke lang tid foer den canatiske fyr faldt i floden og kom i klemme mellem baaden og en stor sten, men der skete ikke noget alvorligt ud over de "psykiske" men. Fyren var ikke den hurtigste knallert paa molen og uden at lyde alt for sexistisk roede han som en teenage toes. Hans kaereste var ikke meget bedre, da hun ikke forstod kommandoerne saa det var ca. fifty/fifty om hun roede forlaens eller baglaens!?? Disse 2 uslinge af et par blegfede, landkrabbe canadiere blev aarsagen til at guiderne valgte at stoppe raftingen paa halvvejen

Vi havde afleveret vores flipfloppers til driveren, saa den smertefulde og uforudsete/uoenskede gaatur gennem en naaleskov var lige prikken over i´et...

Om eftermiddagen gik vi paa marked i Otavalo og fik koebt en masse goegl og lidt gaver. Ecuador er kendt for deres production af hatte og jeg fik mig endelig en ny gringo hat. Her ser vi hatten placeret coket paa hovedet af gangsteren "baby-face"

De oevrige dage gik med almen hygge, saasom guitar-spil, Indianer Jones 4 biff tur, en tur til frisoeren med der tilhoerende gammeldags barbering med rave-kniv, en tur paa casino og spaseretur i den gamle bydel hvor vi fik set en masse gamle bygninger og flotte katedraler.

Lige nu befinder vi os paa Galapagos, hvor vi lige er kommet hjem fra 7 dages cruise... Men som sagt mere om det naeste gang!

Love Aske

Efter at have slappet af i Cuzco med bungeejump gik turen videre til Perus hovedstad Lima. Vi havde nu vaennet os til de laekre busser, saa turen paa 18 timer gik fint med brede saeder og spansk-synkroniserede film.
Vi havde faaet vores hostel i Cuzco (Loki Backpackers) til at reservere pladser hos deres filial i Lima, saa paa trods af en skarp taxachauffoer der ikke kunne kende forskel paa 120 og 1200 og derfor satte os af 11 blokke for tidligt, ankom vi uden problemer til hostellet.
Paa gaaturen til hostellet moedte vi et engelsk par, Craig og Sandra, som rejser mere eller mindre samme rute som
os og som vi derfor har moedt stort set alle steder siden vi stoedte paa dem i Rio.
De boede paa samme hostel, og vi moedtes i baren om aftenen til en enkelt oel, pool og bordtennis.

Sandra og Aske med kridt paa naesen (dog ikke for at beskytte mod saltvand).

Limas gader var afspaerret, og der var fyldt med mennesker, og kort tid efter blev vi beriget med et storslaaet optog gennem byen.
Optoget var en blanding af dansere, folk i lokale klaeder, balloner og en kaempe hyldest til - kartoflen!

Balloner, fint skjult i indkoebsvogne.

Den onde kapitalistiske (gringo?) kartoffel, fyldt med dollarsedler og roeg.

Skilte med nogle af Perus 40 kartofler (og her troede man at der kun fandtes Samsoe og lammefjordskartofler..)

Kartoflen med 30 oejne...?

Kartofler paa cykler.

Magnus og Chewbacca kartoflen.

Efter denne fantastiske kulturelle oplevelse traengte vi til mere underholdning, saa vi tog paa et af de mange lokale casinoer med Craig og Sandra.

Klar til at indtage casinoet!

Paa casinoet var der gratis drinks saa laenge man spillede, saa der blev satset ved poker og blackjack-bordene det meste af natten.
Naeste dag gik med at vandre rundt i byen og holde kontakten med folk derhjemme. Om aftenen tog Magnus og jeg paa casino igen, opildnet efter gaarsdagens gevinster , mens Aske blev paa hostellet og charmede piger med sin guitar (og muligvis et par dancemoves?).

Efter at have udforsket Lima ('s casinoer.. ) havde vi faaet nok af overskyet vejr og 20 grader, og bestilte billet videre til Mancora paa Perus vestkyst. Mancora har varmt vejr og gode surfmuligheder aaret rundt, saa vi fandt hurtigt stranden og noed solen.

Naeste dag skulle staa paa surfing. Jeg havde dog erhvervet mig en serioes maveinfektion efter at have spist lidt at den lokale fisk dagen foer, saa jeg tilbragte dagen paa toilettet
Imens gav Askeog Magnus den gas paa surfboardet - boelgerne i Mancora var mindre end vi har proevet, men ogsaa laengere, saa der var rent faktisk mulighed for at blive staaende paa boardet i mere end 1.5 sekund!

Paa trods af disse fremskridt skulle dette dog heller ikke vaere en af dagene hvor vi leverede et surfboard tilbage i fin stand, saa d'herrer maatte paent punge ud med 3x dagsleje af boardet for at betale for reparation af en finne.

Naeste dag havde de tre docteurs in spe's imponerende rejseapotek efterhaanden faaet styr paa min mave, saa efter at have set Champions League finale gik turen til stranden for at proeve lykken igen.
Vi fik alle surfet nogle paene ture - og tro det eller ej, men denne dag lykkedes det at levere boardet tilbage uden at skulle betale ekstra!
Om aftenen moedtes vi med to danske piger vi havde stoedt paa et par dage foer (Trine og Sofie), og to af deres veninder og spillede pyramide (det er ogsaa kommet til Jylland) og mimede til den lyse morgen (til stor undren og underholdning for de lokale )

Magnus og Sofie

Dette var sidste stop i Peru og vi tog videre til Quito, Ecuadors hovedstad, inden vi skal se Galapagos oeerne - men mere om det naeste gang :-)

Knus, kys og lovs Rasmus

Efter vores fantastiske 5 dages trek over Salkantay til Machu Picchu var vi temmeligt smadrede og hvordan hviler man bedst musklerne? - Korrekt man hopper da Bungeejump!

Vi undersoegte mulighederne efter at have hoert at sydamerikas hoejeste Bungeejump fandtes i Sydamerika og tilfaeldigvis lige udenfor Cuzco... Dagen efter hjemkomsten koebte vi derfor et hop hver og tog til "Action Valley".

Vi ankom til stedet og blev modtaget af en pige med et grin og saetningen: "Hallo boys! So you are ready to die??"... "Egentlig ikke", taenkte jeg, men grinede istedet af hendes sarkastisk morbide humor...

Hoppet var fra en kabine som var spaendt ud i en dal mellem 4 staalwirere, gaaende ud til hver sin klippe. Med en motor koerte kabinen op til intet mindre end 120 meter over jorden! Paa vores informationsvideo kunne man nedenfor se hvad lignede et redningsnet. Da vi ankom var dette opdagede vi dog en cirkel i cement... "hmm... Jordbaermarmelade?" - udbroed jeg ved tanken om at elastikken ikke holdt...

Til moedre og kaerester skal siges at udover elastikken som var bundet til hvert ben separat, ogsaa fandtes en sikkerhedsline, samt at vi saa andre hoppe inden os...

Aske var den foerste til at hoppe:

25 meter

90 meter

120 meter

Og der hoppes!

Dernaest kom Rogvi:

Min tur, rosinen i poelseenden:

Det var en helt fantastisk oplevelse som ogsaa er foreviget paa video oppe fra kabinen 120 meter over jorden. Her havde vi muligheden for at vaeve og nervoest sige "haaber vi ses mor og far..." Inden man saa os hoppe ud... Man kunne tydeligt maerke adrenalinet pumpe i kroppen da man kiggede ud over kanten fra kabinen og sagde farvel...

En af hundene paa jorden havde under mit hop fundet min ildelugtende sok, som den ikke ville af med... Efter megen baks med de legesyge hunde gav jeg dog op...

Her ses resultatet...

Sidste dag i Cuzco brugte vi paa "livets sande vaerdier". Yes sir - Inka Massage. Vi var paa gaden hver dag blevet paaraabt af peruvianske piger om massage til 20 soles (35 kr) for en time.
Aske og jeg kendte til de sande vaerdier - og tog selvfoelgelig imod tilbuddet, mens Rogvi valgte at skrive "Det store Machu Picchu indlaeg".

Aske og jeg faldt hurtigt i soevn til salig musik, mens Rogvi puklede med sit enorme indlaeg tsk tsk :-)

Nu er vi i Lima hvor her er gadefest, liv og glade dage.

Stort Knus Magnus

Efter nogle dejlige dage i La Paz tog vi til byen Puno, med bus, som ligger ved Titicaca soeen. Jeg havde det ikke super godt paa busturen pga. en mindre madforgiftning og maatte ud og sige "ULRIK!" paa toilettet

Vi koebte nogle billetter til en "klassisk touristet" baadtur paa Titicaca. Ikke noget jeg havde forventet vi ville goere paa rejsen, men nu meget hyggeligt alligevel Ud over os paa baaden var der en pensionistklub og et boesse-par fra Spanien, en hollandsk familie med 3 smaa uvortende piger, som mindede mig en del om mine egne trillinge lillesoestre, en brasilianer som led af hoejtesyge (senere fandt vi ud af at det goer de fleste brasilianere) og 2 amerikanske maend som var henholdsvis 80 og 81 aar?!?
Titicaca er i virkeligheden et sammensat inka ord. Titi som betyder farvet og caca som betyder puma. Saa en tilnaermet oversaettelse ville vaere "Den pumafarvede soe".

Kl 8:00 blev vi hentet i en tour-bus som koerte hele Puno rundt for at hente turisterne fra deres respektive hoteller. Vi var saa heldige at vaere de foerste og skulle derfor sidde en lille timestid i bussen foer vi naaede havnen

Turens foerste stop var ved de flydende oeer.
De var lavet af 1 meter muld og plante-roedder som virkede som en slags ponton og derpaa et tykt lag af siv lagt paa kryds og tvaers.

Oven paa denne oe-konstruktion byggede de saa huse, stole og parasoler af... Ja det er rigtig siv

De enkelte oeer var familieejede og vi blev budt velkommen paa oeen "Suchi Chata" som betyder noget i retning af "stenfisk". Beboerne gav os nogle af de friske siv som de brugte som et kulhydrats suplement til den daglige kost.

Jeg fandt ud af at Rogvi som barn har vaeret meget fascineret af sten og har brugt alle sine surt opsparede lommepenge paa den slags. Oeens beboere solgte en masse hjemmelavede dragter, skaale, halskaeder og ikke mindst massagesten, som er en slags fedtsten som de havde skaaret fordubninger i saa overfladen var ujaevn.

Forfaedrende paa disse oeer havde fundet ud af, at man ved hjaelp af en forfaerdelig masse siv kunne bygge en baad. For den soelle pris af 5 Soles fik vi en tur i en af disse baade, mens inka kvinderne stod paa siv oeen og vinkede og sang. Sangende var foerst nogle nogle gamle traditionelle sange fra oeen, men siden begyndte de at synge "Row your boat" og da de startede med "vamos ala playa" kunne jeg ikke laengere tage dem serioest.

Naeste (og sidste) stop var paa oeen Taquile hvor vi spiste en lille frokost bestaaende af suppe til forret og fisk eller omelet til hovedret. Jeg havde dog svaert ved at faa det ned da jeg stadig havde boevl med maven.

Den ene af de 2 gamle amerikanere havde stive, usikre ben og humpede en smule. Han havde muligvis reumatoid artritis i dexter acetabulum eller paa dansk slidgigt i hoejre hofte. De valgte derfor ikke at gaa den stejle vej til oeens midte hvor den eneste reelle by laa. Saa gammelfar fik bragt maden til baaden

Folket paa oeen havde forbudt pakdyr saasom heste, mulddyr, aeslaer og lamaer paa oeen, da disse ville lette deres arbejde saa meget, at de ville faa fritid!!! De mente at fritid var roden til alt ondt, da man saa blev doven og fik tid til at bagtale hinanden. Et andet saerpraeg ved folket var, at de var dygtige vaevere maend som kvinder. Vaeve kunsten blev overdraget mundligt og knyttede et staerkt baand mellem generationerne paa oeen.

I landsbyen laa en stor hal fyldt med vaevede beklaedningsgenstande. Den enkelte beboere paa oeen kunne vaelge at faa sine vaevede genstande solgt her hvor de fik en god pris for dem. Vi koebte hver nogle farvestraalende finger-vanter af lama uld som er noget saa behagelige at have paa.

Kl praecis 17:00 blev vi sat af paa fastlandet. Endnu en lang og oplevelsesrig dag var omme. Det var en noget touristet tur, men jeg ville som sagt stadig ikke havde vaeret foruden

Taquiles forfaedre skulle efter sigende havde sejlet til Puno og gaaet hele vejen til Cusco som de grundlagde. Vi vaelger at rejse i disse forfaedres fodspor, dog ikke til fods

Med venlig hilsen Aske

Saa fik vi oeget antallet af stempler i vores pas med et ikke helt planlagt Land: Bolivia.

Da vi traadte ud af flyveren fra Buenos Aires saas forskellen paa det civiliserede Argentina til det mindre udviklede og militaerstyrede Bolivia. Alle politifolk havde groenne militaeruniformer og stilte os straks op i en koe hvor man blev checket.

Vores taxachauffoer var ogsaa af en anden kaliber. Han paastod at have taxameter, men havde det ikke. herefter aftalte vi 50 bolivianers i alt (ogsaa kaldet Bobs - den er go nok). Da vi ankom til hostel var prisen selvfoelgelig 50 bobs per mand - no way sagde vi og gav ham 70 i alt og smuttede.

Hovedstaden La Paz er smukt belliggende i 3800 meters hoejde paa klippesider og i dalen mellem klippesiderne.

En stor del af indbyggerne i la Paz har indiansk oprindelse - dog kristne, hvilket blev vist i en lidt maerkvaerdig parrade. Drengene var i blaa skoleuniformer og underlige haetter, pigerne i kitler og pensionisterne i forskellige kjoler. Dertil kom militaerfolk og orkester og som kransekagefiguren en praest som gik rundt og sang i megafon, men som slet ikke lagde maerke til at han var 1,5 sekund efter folkemaengden...

Mange af de aeldre damer havde en helt speciel mode: Bowlerhatten. Den fandtes i forskellige variationer og med forskellige farvede baand. Placeringen skulle vaere lidt skraat. Dette smarte modefaenomen skyldes vist arven efter spanierne, hvor det var et statussymbol at have hoeje hatte og bowlerhatte...

Paa hostel boede hovedsagligt Irlaendere og Englaendere (De mener selv der er meget stor forskel), som vi i starten undrede os over hvorfor sov saa laenge, vroevlede eller talte alt for hurtigt med meget smaa pupiller. Det skulle den foerste aften vise sig at de alle var i La Paz for at faa billig kokain...

Aske havde som saedvanlig gang i en af de unge engelske kvindfolk (Lise), som ikke kunne slippe udenom hans charme. De tog derfor i byen med et slaeng englaendere for at feste. Baren de tog paa var dog ikke helt almindelig: Da Aske forseogte at spoerge om oelprisen misforstod bartenderen fuldstaendigt og hev en pose coke frem - ja det kostede skam 20 kr per gram coke...
Englaenderne havde allerede da koebt rigeligt med sne og placerede sig i en rundkreds om en kaempe bunke til op mod 1000 kr - saa var der sku fest!... Aske og den kommende forsvarsadvokat Lise benyttede sig dog ikke af tilbuddet, men saa til mens englaenderne efter hver bane forsvandt laengere og laengere vaek i taagerne... fx Dan som naegtede at drikke vand fordi han mente det var fra toiletkummen...

Den sidste dag besluttede vi os for at bevaege os yderligere ind i Bolivias underverden: Vi ville ind i det beroemte og brygtede San Pedro Prison. En af englaenderne havde telefonkontakt til en Sydafrikansk indsat, som bevilgede os adgang til faengslet. Vi fik besked paa at medbringe gaver, saa vi koebte 40-100 smoeger hver og en gang chokoladebarer.

Ved indgangen blev vi af vagterne checket i hoved og *** og blev derefter lukket ind igennem et stort metalhegn - Her efterlod vagterne os! Vi blev modtaget af en indsat, som viste os faengselsgaarden hvor der sad indsatte og chillede i solen. Herefter kom vi op i en af cellerne, hvor en af lederne tog imod os. Hans celle var naermere en 1 vaerelses lejlighed med stor seng og toilet. Her kunne vi ellers aflevere vores gaver og kunne koebe en rundtur i faengslet for 135 kr. per mand.

Paa rundturen kom vi forbi indsatte boern som spillede pool, styrketraeningsrummet og een af de stoerste bosser som havde en 3 etagers lejlighed. Han var columbianer og skulle eftersigende have siddet inde i 16 aar - for hvad turde vi slet ikke spoerge om... Han var dog meget imoedekommende og gav haand, hvorefter vi skulle vise hvor Danmark laa paa et verdenskort. Vi gav haand igen og smuttede tilbage til den foerste leder.

Den foerste leder som var portugiser var i overlegent straalende humoer. Han spurgte om vi traengte til noget - for her kunne man faa alt... Man var da naesten dum hvis man ikke koebte en joint for 5 kr. eller et gram coke for 10 kr...

Aske valgte dog at koebe en burger - hvilket han 24 timer senere grueligt skulle fortryde som kan ses paa billedet... :-)
Samtidig kunne Rogvi ikke tale pga en halsbakterie, saa det var en fantastisk hyggelig aften :-)

Derefter var der doemt informationsklub/diskussionsklub. Portugiseren fortalte at hvis vi var saa dumme at blive snuppet af vagterne med stoffer herinde ville vi omgaaende faa 7 maaneder i faengsel. Derefter ville man kunne sidde 2,5 aar uden egentlig rettergang mens bolivianske jurister langsomt startede ens sag... Alle undersoegte lige deres lommer endnu en gang... Rogvi og jeg proevede ogsaa at diskutere med ham, men han gad ikke engang lytte til hvad vi sagde...

I rummet sad ogsaa en narkosmugler som havde vaeret i faengsel 3 gange foer. Blandt andet havde han reddet fra pakistan til Iran paa kamel med 10 kg kokain. Herefter var han floejet til Sydafrika - hvor han blev knaldet...
Derudover fortalte portugiseren om den nye japaner i faengslet som de proevede at faa med i deres "broderskab". Han var lejemorder og arbejdede som snigskytte. Han havde skudt en japaner som skyldte penge med en riffel fra en lejlighed, men var blevet knaldet da politiet havde kunne se skuddet fra vinduet...

Efter en lang lektion i hvorfor misbrugerne var ligesaa slemme som dealerne og hvorfor coke skulle legaliseres og hvor stolt portugiseren var over at hele hans familie fra oldefar, farfar, ham selv osv. sad i faengsel, besluttede vi os for at betale os smutte ud af galehuset...

Da vi gik over gaardspladsen gik vi lige forbi en japaner siddende i stor tyk laederjakke og skulende mod os igennem sine solbriller. Med en rislen ned af ryggen skyndte vi os ud af faengslet.

Et eksempel paa knivstik fra faengslet...

Der er skrevet en bog om faengslet: "Marching Powder" som beskriver hvordan faengslet er sin egen verden med egne love. Man koeber selv sin celle af andre fanger og bliver medlem af et broderskab. Billederne paa bloggen her er fra http://www.marchingpowder.com

Siden vi skriver dette indlaeg overlevede vi jo - og det var en fantastisk intens og speciel oplevelse. Nu er vi i Cusco hvor her er en del mere fredeligt og indtil videre ingen bjerge af coke :-)

Imorgen tager vi paa et 5 dages trek til Machu Pichu saa der er sikkert ingen telefon forbindelse...

Over & Out
Magnus

Fra Iguaçu tog vi en bus til Buenos Aires (BA) i Argentina. Man kan koere med forskellige klasser af busser i sydamerika. Bussen var af klassen cama (dansk: rum) og var dyrere, men ogsaa langt mere komfortabel end de andre bus-typer. Det var ikke vores hensigt at vaelge den dyreste, men vi var ude i daarlig tid saa der var ikke andre at vaelge imellem.

I Buenos Aires boede vi paa hostlet "Clan YMCA" som var fyldt med unge, glade piger og drenge, yoga-instruktoerer, professionelle flamingo-guitarister og saerlinge og smaa-autister som havde boet paa hostlet i over 6 mdr!? Der var derfor stort set altid fest og farver paa stedet Det var dog svaert at sove for den pulserende techno musik fra hostlets bar som laa lige over det dorm vi sov i, men vi fik tilgengaeld hurtigt mange nye bekendskaber

Her Shah, en engelsk oekonomistuderende, som vi brugte en del tid sammen med.

Den foerste dag gik vi let rundt i byen for at se os omkring. Der gik ikke laenge foer en lille skiloejet argentiner lokkede os hen til en snusket lille restaurent for at spise frokost. Vi fik alle sammen en koed platte. Det lyder jo paa sin vis som en udemaerket herre frokost... Det var det IKKE!
Retten bestod af et indtoerret stykke kyllingebryst, noget umiskendelig oksekoed hvor 90% var fedtrand, faare nyrer og testikler og en blodpoelse

Vi kom forbi "The Pink Palace" som er en meget kendt bygning i BA. Man skulle dog bruge sin fantasi for at se den var pink, den var mere orangebrun... Hvad ved jeg jeg er jo farve blind

Her staar vi foren af palacet og en gammel sjov mand proever paa at saelge os pap-bogmaerker med stjernetegn paa. Normalt er det ikke noget for mig, men han ramte aabenbart et oemt punkt, for lige pludselig havde jeg koebt et ubrugeligt stykke pap hvor der stod skrevet med sirlige neon-farvede bogstaver "CANCER".

Vi kom forbi et marked med toej primaert for piger, smykker, hatte, mate-kopper (en form for te-kop) og andet ragelse. Da Rasmus manglede et par cowboybukser og jeg en paen skjorte blev vi haengende i nogle timer (dog i butikkerne med herretoej.. ).

Og hvem sku have troet det - paa markedet moedte vi ingen ringere end selveste Kim Larsen!

Magnus og Rogvi var ellevilde for at komme paa en natklubben "Pacha", som er en kaede af natklubber i en raekke storbyer rundt om i verden, hvor det virkelig sneer. Jeg var nu lidt flad og valgte at bruge aftenen paa hostlet med nogle Bob Dylan sange paa en ustemt guitar mens et par sumpede backpackers roeg noget fniseurt, laeste lidt skoenlitterat, drak en oel i baren og kyssede lidt paa en backpacker toes...

Magnus og Rogvi havde ogsaa haft en fantastisk aften paa Pacha, med drinks, pulserende lys, house musik og havde bogstavelig talt danset til den lyse morgen.

Klubben laa taet paa BA´s lufthavn, saa flyene floej taet over terrasen, mens solen stod op over byen!

Om soendagen ville de 2 fodboldtosser (Magnus og Rogvi) til Boca Junior kamp, saa det gjorde vi (naesten helt uden at de behoevede tvinge mig.. ).
Klubben skulle vaere en af de bedste i Sydamerika til at pleje nye talenter og skabe dygtige fodboldspillere, som saa senere rejser til europa for spille mod de store drenge.

Maradona blev f.eks `skabt´af Boca, og klubbens fans hylder ham stadig ekstremt.

Kampen var paa udebane mod aerkerivalerne "San Lorenzo" som laa paa en delt andenplads i den lokale liga med Boca Juniors. Da vi havde taget afsted med hostlet bestemte vi ikke saa meget hvor vi kom til at sidde saa vi blev baenkklet paa san Lorenzo siden. Stadion var fyldt, stemningen var god (ikke lige saa euforisk som i Rio, men en del flere mennesker) og holdene spillede en del bedre end dem i den brazilianske lige. Kampen endte 1 - 0 til San Lorenzo.

Mig og Rogvi (som aabenbart synes kampen var sindsoprivende spaendende )

Om tirsdagen tog vi med et par af gutterne fra hostlet til den gamle bydel La Boca i BA. Denne bydel bliver tit forbundet med BA da der her er utrolig mange flotte, farverige huse. Tilbage i 1920érne kom en del emmigranter fra Italien og Spanien til denne bydel. Det var primaert soeens folk og da de ville male deres huse brugte de bare resterne af det baadsmaling de havde tilbage og det er aarsagen til de mangle spravlede farver. Det er et fattigt kvarter og Lonely Planet anbefalede at man blev paa de mere turistede hovedveje for ikke at blive roevet.

Restauranterne aabner generalt ret sent i BA da de lokal er vant til at spise aftensmad kl 10-11 stykker og det tog vores maver nogle dage at vende os til. Her ser vi nogle billeder for en hyggelig lille Japansk restaurant, hvor vi endnu en gang gav os i kast med den sydamerikanske sushi:

Rogvi med Miso suppe.

Med venlig hilsen Aske